Test: Er Geminis AI-redigering bedre end Photoshop?

Kunstig intelligens kan mere og mere. Også redigere dine billeder. Men hvor godt klarer Google Gemini en række redigeringer af vores hverdagsbilleder fra telefonen? Det satte vi os for at teste.

Vi prøver Googles billedgenerator

Google Gemini er et kraftfuldt værktøj til at skabe, men også redigere billeder. Vi tester, om det faktisk kan bruges til rigtig billedredigering.

© Komputer for alle/Gemini

Hvem er egentlig bedst til at redigere billeder: En avanceret kunstig intelligens eller et traditionelt billedredigeringsprogram som fx Photoshop?

Det spørgsmål er blevet relevant i kølvandet på lanceringen af det hypede og ekstremt populære billedværktøj, Nano Banana, som Google står bag.

Lad os først lige slå fast, hvad Nano Banana er for en størrelse.

Hvad er Nano Banana?

Googles Nano Banana er et avanceret værktøj, som kan redigere, manipulere og kombinere billeder ved hjælp af kunstig intelligens.

Du kan uploade et eller flere billeder og ved hjælp af simple prompts - altså tekstinstruktioner - lave alt fra simple justeringer til deciderede manipulationer af dine billeder.

Værktøjet blev offentliggjort i august 2025, og blev straks populært, da detlynhurtigt kan løse meget avancerede redigeringsopgaver, som tidligere krævede både avancerede billedbehandlingsprogrammer og en del kundskaber fra brugeren.

Navnet Nano Banana stammer fra Googles egen interne betegnelse under udviklingen af værktøjet, og navnet blev hurtigt populært blandt brugerne, selvom det slet ikke er det, værktøjet hedder. Navnet Nano Banana fremgår nemlig slet ikke på værktøjet.

Det rigtige navn for Nano Banana er i stedet Gemini, som er Googles kunstige intelligens, altså Googles pendant til fx ChatGPT og Copilot.

Googles omfattende AI-værktøj Gemini rummer altså nu også et stort, avanceret og populært billedredigeringsværktøj, som måske kan erstatte avancerede programmer som Photoshop.

Det betyder også, at der ikke findes et Google-værktøj med navnet Nano Banana, og hvis du støder på en app eller et program med dette navn, er det ikke Google, der står bag. Så vær varsom med at installere og bruge det.

Lady Diana tilføjet med Geminis billedredigering

Her har vi på få sekunder fået Lady Diana til at give den forpinte mand massage. Prompten lød "Få Lady Diana til at give manden en massage." Billedet til venstre er det oprindelige billede.

© Shutterstock/Gemini

Meget stor popularitet

Billedredigeringsdelen i Gemini blev hurtigt populær på grund af muligheden for at skabe og redigere billeder med meget høj realisme. Brugere kunne forvandle selfies til stiliserede portrætter, ændre baggrunde, påføre forskellige stilarter og endda kombinere flere billeder til ét billede.

Lynhurtigt kunne brugerne fx sætte sig selv ind i historiske begivenheder eller posere med kendte mennesker ved hjælp af referencebilleder og korte prompts.

Men udover at lave manipulationer med billeder, kan billedværktøjet i Gemini også nemt og hurtigt lave mere konventionelle billedredigeringer, som at justere lyset, fjerne objekter eller rette billeder op. Opgaver, mange af os foretager i redigeringsprogrammer som fx Photoshop.

Klarer opgaverne lynhurtigt

Spørgsmål er, hvordan Gemini klarer opgaven med at redigere dine billeder, og om det kan konkurrere med et almindeligt redigeringsprogram?

Det satte vi os her på redaktionen for at efterprøve.

Derfor fodrede vi Gemini med en hel stribe hverdagsbilleder og bad den lave forskellige redigeringer for at teste kvaliteten, hastigheden og nøjagtigheden af de redigeringer, som Gemini kunne præstere.

I billedserien herunder gennemgår vi før- og efterbilleder, som har været en tur igennem Gemini og påpeger værktøjets styrker og svagheder.

En kvinde foran et træ

Her har vi bedt Gemini fjerne kvinden i billedet, hvilket den klarer hurtigt og effektivt.

© Komputer for alle/Gemini
Cyklen bliver her rød

Gemini har her fået til opgave at skifte farven på cyklen til rød. Det klarer den kunstige intelligens til UG, selvom det er svært at forklare den præcis hvilken nuance af rød, vi gerne vil have.

© Komputer for alle/Gemini
Gemini fjerner træerne

På dette billede har Gemini fået besked på at fjerne grenene i venstre hjørne og træet i nederste, højre hjørne. En vanskelig opgave, som den har klaret hæderligt og i første forsøg.

© Komputer for alle/Gemini

Her har vi bedt Gemini om at fjerne tingene på bordet, så hjemmet ser mere ryddeligt ud. Bemærk at Gemini selv regner ud, at der står en barnestol for enden af bordet, selvom den står dækket til.

© Komputer for alle/Gemini
Her bliver gelænderet fjernet

Her løser Gemini igen en vanskelig opgave ved at fjerne gelænderet foran barnet. Det lykkedes dog først i andet forsøg, da armene i første omgang også forsvandt.

© Komputer for alle/Gemini
Gemini har svært ved at hænge billedet op

Her forsøger vi at få Gemini til at agere indretningsarkitekt ved at hænge det store billede op på væggen og fjerne de elementer, der står foran. På trods af gentagne forsøg nægter Gemini at hænge billedet op.

© Komputer for alle/Gemini
Forgrunden skal her lysnes

Her forsøger vi at få Gemini til at lysne billedet og hæve lysstyrken i den forreste del af billedet, hvor cyklen befinder sig. På trods af flere forsøg sker der ikke for alvor noget på den front.

© Komputer for alle/Gemini
Billedet forbedres her af Gemini

Gemini får her besked på at optimere billedet i forhold til skarphed, kontrast, farver og lys. Den forbedrer billedet, men det er tydeligt, at Gemini har svært ved at forstå nuancer og fx justere kontrasten en anelse mere. Den slags er langt lettere manuelt at rette i et program.

© Komputer for alle/Gemini

Konklusion: Gemini er god til det avancerede

Konklusionen på vores (begrænsede) empiriske undersøgelse er, at Gemini klarer sig imponerende godt, når det gælder komplekse billedopgaver, hvor der skal fjernes genstande, ændres farver eller skabes realistiske manipulationer.

Her arbejder den kunstige intelligens både hurtigt og præcist. Endda på et niveau, der kan måle sig med professionelle værktøjer og brugere med mange års erfaring.

Til gengæld viser testen også, at Gemini har svært ved de mere finmaskede justeringer som kontrast, lysstyrke og skarphed, hvor traditionelle programmer som Photoshop stadig giver dig langt større kontrol og bedre resultater.

Resultatet er ikke dårligt overhovedet, men det er sværere at få præcis det resultat, du ønsker dig. En opgave, som ellers er ret simpel i et billedbehandlingsprogram.

En anden begrænsning er i opløsningen på de færdige billeder. I gratisudgaven af Gemini blev vores billeder leveret i en opløsning på 1.184 x 864 pixels. Originalerne var på 4.000 x 3.000 pixels. Det gør anvendeligheden af billederne markant mindre, hvis du fx ønsker at printe dem ud.

Du kan selv prøve Gemini lige her. Du kan også hente Google Gemini som en app til din mobiltelefon.