Næsten lige så længe, som internettet har været allemandseje, har Google været det foretrukne værktøj blandt pc-brugere til at søge efter informationer.
Flere har gennem tiden forsøgt at give Google konkurrence, såsom Yahoo og Microsoft med søgeværktøjet Bing, men det er endnu ikke lykkedes nogen at overtage tronen.
Nu har en seriøs udfordrer dog meldt sig på banen: OpenAI, der er firmaet bag den fremadstormende kunstige intelligens ChatGPT, har nemlig annonceret, at de udvikler deres egen søgemaskine, og du kan prøve den.
Baseret på kunstig intelligens
Ikke så overraskende er den nye søgemaskine fra OpenAI bygget på kunstig intelligens, der suger oplysninger fra nettet.
Den kunstige intelligens skal sørge for, at brugerne får lynhurtige og relevante svar på søgningerne, hvor kilderne til svarene fremgår klart og tydeligt.
Har du behov for yderligere information, kan du stille opfølgende spørgsmål til den kunstige intelligens – præcis som du ville kunne, hvis du talte med et rigtigt menneske.
LÆS OGSÅ: 3 tips til at finde dig selv på Google
Sådan prøver du den nye søgemaskine
I øjeblikket er den nye søgemaskine en prototype, men du kan skrive dig på en venteliste og få lov at afprøve søgemaskinen, når den bliver klar til det.
På OpenAIs hjemmeside klikker du blot på knappen "Join Waitlist".
Er du logget ind på din OpenAI-konto, bliver du skrevet på ventelisten automatisk. Ellers skal du først logge ind eller oprette en gratis konto med en e-mailadresse. Når søgemaskinen er klar til brug, får du en mail.
Det er planen, at søgemaskinen bliver en integreret del af ChatGPT i fremtiden.
LÆS OGSÅ: Prøv chatrobotten alle snakker om