Før du overhovedet køber et overvågningskamera, bør du grundigt overveje, hvor du vil have det siddende, og hvad du vil bruge det til.
Skal det eksempelvis være et småt og diskret overvågningskamera, man næsten ikke lægger mærke til? Eller skal det være stort og skrækindjagende med et langt kamerahus og en antenne strittende demonstrativt ud?
Det kan desuden være nødvendigt at trække kabler til både netværk og strøm, hvis du fx vil montere dit overvågningskamera udendørs. Og hvis overvågningskameraet derudover er trådløst, skal det også placeres i nærheden af din router, så signalet er så stabilt som muligt.
> Vi tester overvågningskameraer i Komputer for alle nummer 18/2022. Hent testen her
Overvågningskameraet skal have godt udsyn
Når du har installeret programmerne til dit overvågningskamera på din pc, bør du foretage nogle prøveophængninger, før du borer huller og skruer udstyret helt fast.
Brug pc’en eller telefonen, så du kan se, hvor overvågningskameraet giver dig det bedste udsyn fx til døre, vinduer, terrasse, kældertrappe, indkørsel, garage eller en facade uden vinduer.
Det er klogt at overvåge de steder, som er mest sårbare.
Brug fantasien, og prøv at sætte dig ind i indbrudstyvens tankegang, så opdager du sikkert, hvor det er nemmest at trænge ind på din ejendom - og dermed hvor dit overvågningskamera bør hænge.
Overvågningskameraet kan indstilles til din hverdag
De fleste overvågningskameraer kan indstilles og kontrolleres ned til mindste detalje. Nogle bliver fx aktiveret af bevægelser, så du kan få en besked, når noget bevæger sig foran kameraet.
Du kan bestemme, at kameraets bevægelsessensor skal indstilles, så den er aktiv i bestemte tidsrum af ugens syv dage, fx om aftenen. Så undgår du at få tilsendt alarmerende e-mails, hver gang du eller andre familiemedlemmer passerer overvågningskameraets linse i løbet af dagen.
Du kan også let planlægge automatiske videooptagelser på faste tidspunkter. Eller vælge et afgrænset område af det, som kameraet ser, så det fx reagerer ved bevægelse i vinduet, men ikke i fugleburet ved siden af.
> Få 3 nr. af Komputer for alle 179 kr. + gave: 360 graders overvågningskamera
Hvis du allerede er abonnent på Komputer for alle, kan du købe overvågningskameraet med rabat på Moreshop.dk. (så længe lager haves)