Måske er du så heldig, at din telefon har trådløs opladning. Altså den slags trådløse opladning, hvor du skal placere din telefon oven på en særlig trådløs oplader, der så kan overføre strøm til din telefon.
Det er dog stadig ret langt fra at være 'ægte' trådløs opladning, hvor du får sendt strøm til din telefon flere meter gennem luften, så du ikke skal bekymre dig om at lægge din telefon et særligt sted, før den lader.
Men nu siger den kinesiske virksomhed Xiaomi, at de har knækket koden til trådløs opladning over adskillige meter.
Dermed kan det altså være slut med at sætte et kabel i din telefon, når den skal lades. Og på sigt kan også dit tv, dine lamper, stereoanlæg og alle de andre enheder, der ellers skal have strøm og er med til at skabe kabelkaos i hjemmet, lades op helt og aldeles trådløs.
> Læs også: Trådløs opladning og Qi - sådan virker det
Sådan virker den trådløse opladning
Men hvordan kan den trådløse opladning, der nærmest ligner magi, egentlig lade sig gøre?
Med Xiaomis Mi Air Charge-teknologi, som den trådløse opladning kaldes, lades telefonen med 5W. Det sker ved at 144 antenner i opladeren sender meget smalle bølger afsted, som bliver opfanget af 14 antenner i enheden – altså telefonen – der så omsætter dem til elektricitet.
Ifølge Xiaomi kan opladeren endda oplade flere enheder på én gang, og det kan også oplade en telefon, mens du går rundt med den.
Det kræver dog, at du er inden for en afstand af et par meter fra opladeren.
> Læs også: Dræb virus og bakterier på telefonen
Xiaomi: Det er ikke science fiction
Det er dog værd at bemærke, at de 5W, som der kan lades med, er noget mindre end de hurtig-ladere, vi ser på markedet i dag, som kan lade helt op til 100W.
Xiaomi har endnu ikke offentliggjort en lanceringsdato, men ifølge virksomheden er der ikke tale om science fiction, men et regulært produkt.
Du kan se mere om den trådløse opladning i videoen herunder:
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.