UV Sterilizer Box 7" USB får strøm via en USB-port, og kan sterilisere din telefon på tre minutter.

Genialt: Boks til 400 kroner dræber virus og bakterier

Danske Sandberg har lanceret to nye produkter, som kan dræbe 99 procent af alle mikroorganismer med UV-lys.

24. september 2020 af Henning Dadkhah Rasmussen

Mens verdens økonomier er i knæ på grund af corona-pandemien, er der særligt én branche som blomstrer og vokser; nemlig den industri, som producerer midler mod corona.

Nu er det danske firma Sandberg også klar med to nye produkter, som kan hjælpe med at desinficere blandt andet mobiltelefoner, der er kendte for at være mere inficerede med bakterier end et toiletsæde. 

UV-lys dræber 99 procent af mikroorganismerne

De to bokse, Sandberg har lanceret, rummer dioder med UV-lys, som kan dræbe bakterier, svamp og virus helt uden brug af kemikalier. 

Renseprocessen tager nogle få minutter, og er certificeret af det uafhængige testinstitut SGS til at dræbe mindst 99 procent af mikroorganismerne. 

"Det betyder, at boksene også er yderst virksomme mod coronavirus,” fortæller Erling Petersen fra Sandberg.

> Læs også: Sådan fjerner du corona-virus fra din mobil

Oplad trådløst efter desinfektionen

Den mindste af Sandbergs to UV-kasser koster 399 kroner og har plads til en telefon på op til syv tommer. 

Den kan også bruges til at desinficere smykker, nøgler og andre småting. Den hedder Sandberg UV Sterilizer Box 7" USB.

Den største model hedder UV Sterilizer Wireless 10W USB, og den rummer også en plade til trådløs opladning i låget. 

Du kan altså lægge telefonen til opladning ovenpå kassen, når du er færdig med at desinficere den.

(artiklen fortsætter under billedet)

UV Sterilizer Wireless 10W USB rummer en trådløs oplader i låget.

Du kan også bruge den fysisk større udgave af boksene til at sterilisere dine briller - og alle andre effekter, som bliver berørt af dine fingre i løbet af dagen.

Udgaven med trådløs opladning i låget koster 599 kroner.


Måske er du interesseret i ...