Svindlere udnytter krigen i Ukraine til velgørenhedsbedrageri
Støtte:

Hvis du vil støtte Ukraine, skal du passe på, at du ikke donerer penge til en falsk indsamling.

© Shutterstock

Pas på falske indsamlinger til Ukraine

Ondsindede svindlere udnytter krigen i Ukraine. Du skal derfor tænke dig om, når du donerer penge til det krigshærgede land.

Beretninger og billeder fra krigen i Ukraine har fået mange til at støtte ukrainerne på den ene eller anden måde.

Flere har som følge af krigen oprettet indsamlinger til ukrainerne, men det er desværre ikke alle, der gør det med gode intentioner.

Svindlere udnytter nemlig den tragiske krig til velgørenhedsbedrageri med falske indsamlinger, hvor du sender penge til pengegriske bagmænd i stedet for det ukrainske folk.

Vi har set eksempler på falske indsamlinger både på mail og på sociale medier som Facebook. 

Du kan naturligvis undgå svindlerne og støtte arbejdet i Ukraine på sikker vis. Det kan du læse mere om nederst i denne artikel. 

Snyder dig i indbakken

Sikkerhedsfirmaet Bitdefender har rapporteret om et stigende antal svindlere, som udgiver sig for at være legitime nødhjælpsorganisationer i bestræbelserne på at lokke dine penge fra dig.

Svindlerne har fx sendt mails ud, hvor de udgiver sig for at være anerkendte velgørenhedsorganisationer som fx Røde Kors, UNICEF eller Amnesty. I mailen appellerer svindlerne til dine følelser ved at fortælle om ukrainernes lidelser, og det kan derfor være let at falde i fælden.

I mailen opfordres du til at støtte Ukraine ved at betale penge med kryptovaluta, hvilket virker troværdigt, da den ukrainske regering rent faktisk har bedt om donationer i form af Bitcoins og andre former for kryptovaluta.

Du skal blot følge et link og udfylde en formular for at donere penge, lyder det. Men Ukraine ser ikke skyggen af penge.

Pengene havner i stedet hos de ondsindede bagmænd.

LÆS OGSÅ: Pas på falske e-mails fra SKAT

Går både efter virksomheder og private

Bitdefender nævner en række eksempler på velgørenhedsbedrageri, som de har set den seneste tid. Og det er både private og virksomheder, svindlerne går efter. 

Et svindelforsøg, de nævner, går målrettet efter produktionsvirksomheder, hvor svindlerne vil have virksomheden til at udfylde et spørgeskema omkring forsyningssikkerhed, som er vedhæftet i mailen. Et klik på linket slipper i stedet en trojansk hest løs på computeren - og potentielt på virksomhedens netværk. 

For private er det især falske indsamlinger, du skal tage dig i agt for. 

Det kan fx se ud som på billedet herunder. 

> Læs også: Svindlerne hærger på Facebook og andre sociale netværk

Eksempel på falsk indsamling til Ukraine - velgørenhedssvindel
Snyd:

Svindlerne forsøger at nå dig med følelsesladede ord og beder dig om ikke at ignorere denne besked. Men du er langt bedre stillet, hvis du donerer dine penge via traditionelle nødhjælpsorganisationer.

© Bitdefender

Undgå svindlere, når du støtter Ukraine

Krigen i Ukraine bliver groft udnyttet af svindlere, men hvis du har lyst til at støtte ukrainerne med diverse donationer, kan det gøres trygt og sikkert på flere hjemmesider.

Som hovedregel kan det anbefales at gå efter de etablerede velgørenhedsorganisationer som fx Røde Kors, Red Barnet eller UNICEF.

> Læs også: Sådan tjekker du, om en hjemmeside er sikker

Modtager du uopfordrede e-mails eller sms-beskeder, der beder dig om at støtte Ukraine, bør du tænke dig om og undersøge afsenderen. Det er typisk her, at svindlerne vil forsøge at lokke dine penge ud af dig.

Du skal dog ikke tøve, hvis en ven beder om penge til sin indsamling hos fx Røde Kors. Flere af de store velgørenhedsorganisationer giver nemlig alle mulighed for at oprette sin egen lille indsamling.

Her kan du bla. støtte Ukraine sikkert:

Det er forskelligt fra organisation til organisation, hvordan du kan hjælpe. Nogle efterlyser tøj og legetøj, mens andre efterlyser frivillige hænder. Alle modtager økonomiske donationer.

Husk på, at støtte til velgørenhed er fradragsberettiget både for virksomheder og private. Hvis du opgiver dit CPR-nummer ved donationen (via en sikker forbindelse eller over telefon), bliver fradraget automatisk indberettet.  

Læs mere hos SKAT her.

Måske er du interesseret i ...