Det er dyrt at købe en ny mobil. Alligevel er det ofte først, når æsken med mobilen er åbnet, at de nødvendige ekstraudgifter melder sig. For uden det rette tilbehør kan selv den nyeste telefon have store mangler.
I de gode, gamle dage fik du ikke bare en telefon. Der medfulgte også oplader, diverse kabler og i nogle tilfælde både headset og cover med til mobilen.
Sådan er det ikke længere.
Derfor skal du huske at få fat i ekstraudstyr, når du har købt ny mobil. Typisk kan du købe tilbehøret samme sted, som du købte din mobil, og ofte kan du forhandle dig til rabat, hvis du køber telefon og tilbehør samlet.
1: Beskyt mobilen med et cover
Det første, du bør investere i, er beskyttelse til mobilen. De dyre telefoner går nemlig relativt nemt i stykker, når du taber dem, og det er surt at ødelægge en spritny mobil.
Derfor bør du som minimum købe et cover til mobilen, så den er godt beskyttet mod fald. De kan fås i forskellige materialer, fx silikone eller hård plastik. Du kan også få særligt hårdføre modeller, hvis du fx har et arbejde, hvor telefonen er særligt udsat.
Vigtigst er det dog, at du vælger et cover, der passer nøjagtigt til den telefonmodel, du har købt. Det er fx ikke nok at vælge et cover til en Samsung S25, hvis du har købt en Samsung S25 Ultra. Så risikerer du, at dele af bagkameraet bliver dækket til af coveret, eller at coveret slet ikke kan sidde fast på telefonen.
2: Pas på glasset
Skærmen i en mobil er altafgørende, men et tab på fliser eller asfalt kan føre til revnede skærme og dyre reparationer.
Derfor bør du beskytte skærmen med særligt hærdet glas, der kan sættes på mobilen - ofte kaldet panserglas. Det tager slaget og kan i mange tilfælde redde den originale skærm fra at revne.
Det samme gælder beskyttelse af kameralinser, som i dag ofte stikker langt ud fra bagsiden af mobilen og derfor er ekstra udsatte for ridser og stød. Ridser på linserne kan forringe billedkvaliteten permanent med slør, lysreflekser og uskarpe fotos.
Køber du beskyttelse af skærmen og linserne, bevarer mobilen desuden sin værdi bedre, hvis den en dag skal sælges videre. Du skal dog igen huske at vælge det produkt, der passer nøjagtigt til din mobil.
3: Husk opladeren
Mange telefoner leveres ikke længere med en oplader. Ofte får du ikke engang et kabel med i æsken, når du køber en ny mobil - og kun de allerfærreste producenter giver dig en strømforsyning med i købet.
Moderne mobiler lader med særlige teknologier, som kræver mere avancerede og dermed dyrere opladere, og muligvis er det årsagen til, at producenterne vælger at spare den væk.
Ikke desto mindre er en mobil uden en oplader tæt på ubrugelig, og derfor er det nødvendigt, at du køber en oplader til din mobil, medmindre du har en i forvejen.
Alle nye mobiler i dag oplades med USB-C-kabel, som mange allerede har derhjemme. Det kan du sagtens bruge, men du kan ikke være sikker på, at dit gamle kabel kan lade din nye telefon så hurtigt, som producenten siger.
Nogle modeller, fx OnePlus-telefoner, kun kan lade hurtigt op med den avancerede ladeteknologi, hvis opladeren er den helt rigtige fra producenten selv.
Pris og kvalitet hænger sammen
Du kan finde masser af covers til alverdens telefonmodeller på nettet, og det kan være helt ok at købe en billig variant. Når det gælder covers, får ikke ret meget mere beskyttelse for pengene, hvis du køber dyrt. Her handler det mere om materialer og design.
Når det kommer til opladere og kabler, er det fristende at købe billigt, men her er det vores erfaring, at pris og kvalitet som regel hænger sammen. De billige kabler fra supermarkedet kan være fine nok i en snæver vending, men de har typisk ikke ret lang levetid.
Det er også vigtigt, at både kabel og strømforsyning tilsammen kan levere den bedste opladning til netop din telefon. Hvis telefonen kan oplade ved 65 watt, din strømforsyning kun understøtter 60 watt og kablet kun 20, så får du aldrig lynhurtig opladning.



