Kun en uge efter Ruslands invasion af Ukraine, advarede de russiske myndigheder om, at Wikipedia kunne blive blokeret i landet, hvis online-leksikonnet fortsætter med at sprede urigtige oplysninger om konflikten.
Den udmelding har naturligt nok spredt bekymring blandt Ruslands mange brugere af både den engelske og den russiske udgave af det brugerredigerede leksikon.
For hvor skal man finde troværdige, kildetjekkede oplysninger om alt mellem himmel og jord, hvis myndighederne gør alvor af truslen og lukker verdens største leksikon?
Svaret for mange russere er: På deres egen pc!
180.000 russere har hentet Wikipedia
Og mange russere har allerede valgt at downloade både den russiske og den engelske version af Wikipedia til deres egen computer.
Wikipedia på pc'en er muligt med Kiwix, som er en tjeneste, der hjælper dig med at læse online-leksikonnnet Wikipedia, selvom du har offline.
I følge Kiwix egne statistikker er den russiske Wikipedia (eller dele af leksikonnet) downloadet over 180.000 gange i marts 2022, og ifølge mediet Slate, står russiske brugere for over 40 procent af trafikken på den hjemmeside, hvor man henter Wikipedia-filerne.
Tallet lå før krigen under to procent.
> Læs også: Myndigheder slår alarm: Drop russisk antivirus-program
Du kan også læse Wikipedia Offline
Nu spørger du måske dig selv, om man virkelig kan hente Wikipedia ned til computeren – og om der overhovedet er plads til det på en almindelig pc?
Og ja, det er der faktisk.
Den russiske Wikipedia, som tusindvis har hentet, fylder nemlig "kun" 29 GB. Med til historien hører, at Wikipedia offline næsten udelukkende består af ren tekst, og der kun er få små fotos med i pakken.
Zip-filen med den danske Wikipedia fylder til sammenligning knap 3 GB, og den kan du også hente via Kiwix. Den engelske version af Wikipedia, som er den største af udgaverne, fylder 82 GB.
Sådan henter du Wikipedia
Hvis du er fristet til at hente fx den danske Wikipedia til din pc, så du kan læse artikler uden internetforbindelse, går det ganske let.
Det foregår i tre lette trin, som vi forklarer herunder.
I første omgang skal du have fat i programmet Kiwix, og først derefter skal du hente den fil, som indeholder alt indholdet fra leksikonnet. Til sidst kan du læse din leksikonnet med Kiwix.
Den danske Wikipedia fylder som nævnt 3GB, men du har brug for at 6 GB lagerplads, fordi en zip-fil skal pakkes ud undervejs.
> Læs også: Russiske hackere angriber din router
Hent først programmet Kiwix
I Komputer for alles Fordelszone finder du Kiwix. Gør som følger:
- Gå til Kiwix i Fordelszonen
- Klik på knappen Hent.
- En zip-fil hentes til din pc. Pak den ud.
- I den udpakkede mappe skal du navigere til filen Kiwix-desktop-exe og dobbeltklikke på den.
- Programmet installeres og åbnes.
Hent den danske Wikipedia
Med programmet installeret, skal du nu hente filen for den danske Wikipedia. Det foregår i browseren.
- Besøg Kiwix' hjemmeside
- Find linjen wikipedia_da_all_maxi_2022-01.zim, og venstreklik på den
- En såkaldt ZIM-fil på 3 GB hentes til din computer.

Sådan ser den danske Wikipedia ud i programform, når den er hentet til din computer ved hjælp af Kiwix.
Læs Wikipedia i programmet Kiwix
Næste skridt er at indlæse ZIM-filen i Kiwix-programmet.
- Åbn Kiwix
- Klik på ikonet for Åbn fil øverst til højre i vinduet
- Find frem til ZIM-filen, som du netop har downloadet, og åbn den.
- Nu åbner den danske Wikipedia i programmet som vist herover, og du kan klikke dig rundt via linkene, som du kender det fra internet-udgaven.
Du kan eventuelt slå din internetforbindelse fra for at bekræfte, at hele leksikonnet kan læses, selvom du er offline.