Vi begynder denne lille beretning med et moralsk dilemma.
Som forældre oplever du, at dine børn er blevet alt for afhængige af deres telefoner, som de bruger i de sene aftentimer i stedet for at sove.
Hvad gør du nu?
- A. Forsøger at overtale børnene til at lægge telefonerne fra sig
- B. Tager telefonerne fra børnene
- C. Slukker for routeren, så børnene ikke kan gå på nettet.
- D. Slukker for hele byens internet.
Det er nok de færreste forældre, der vil gribe til den sidste mulighed. Men det var imidlertid, hvad en fransk far gjorde tidligere i år.
Historien om hans overraskende aktion er offentliggjort af den franske myndighed Agence nationale des fréquences (ANFR).
Brugte en støjsender til at blokere nettet
Myndigheden opdagede tidligere i år, at internettet i den franske kommune Messanges faldt ud i nattetimerne. Det skete konsekvent hver nat mellem midnat og klokken tre.
Efter yderligere undersøgelser fandt man frem til årsagen.
En såkaldt signal-jammer var taget i brug. En jammer, også kaldet en støjsender, er en enhed, som udsender forstyrrende signaler på frekvensbånd for fx telefoni og Wi-fi. Når det sker, kan andre ikke bruge de samme frekvenser.
> Læs også: Få bedre internet med en WiFi-extender
Ville forhindre børnene i at være online om natten
Det er ulovligt at bruge en støjsender – i Frankrig såvel som i Danmark – og myndighederne fandt hurtigt frem til synderen.
Der var tale om en far, der ville sørge for, at hans børn ikke sad oppe med deres smartphones den halve nat.
En søgning på internettet havde fået ham overbevist om, at det rette redskab til at modarbejde børnenes uheldige vaner var en støjsender, som han derpå erhvervede sig og satte i brug.
> Læs også: Sådan virker forældrekontrol i Windows

Det var denne støjsender, som franskmanden benyttede sig af til at forstyrre en hel bys internet. (Kilde: ANFR)
Fængselsstraf venter
Selvom den uheldige far som udgangspunkt havde gode hensigter med sine handlinger, ser de franske myndigheder ikke med milde blikke på forseelsen.
Faktisk kan det medføre op til seks måneders fængsel og bødestraf på mellem 200.000 og 300.000 kroner, og sagen er nu politianmeldt.
Det havde nok alligevel været bedre at lade børnene muntre sig med telefonerne.
> Læs også: Hvad er TikTok? Og hvorfor taler alle om det?