Bruger du mailtjenesten Gmail, vil du snart opdage, at det hele ser en smule anderledes ud. Google har nemlig en opdatering klar, der laver om i visse områder af Gmails design.
Som noget markant anderledes kommer der et helt nyt panel i venstre side af Gmail, hvorfra du kan tilgå Google Meet-funktionen eller chatsamtaler med dine e-mail-kontakter.
Gmail er ikke den eneste tjeneste, Google vil lave om i. Chrome-browserens logo bliver også justeret, men ændringen er langtfra omfattende.
LÆS OGSÅ: Gør din Google-konto sikker med totrinsbekræftelse
Nyt design til Gmail
Den nye opdatering kommer allerede nu til Gmail-varianten Workspace, som normalt anvendes af organisationer og på arbejdspladser.
Det er altså ikke alle Gmail-konti, der får opdateringen i første omgang. Først i tredje kvartal af 2022 bliver designet standard for Gmail.
Men har du Gmail Workspace, kan du allerede fra 8. februar se frem til en mailtjeneste, der er lettere at overskue.
Gmails nye design medfører blandt andet, at Google Meet og Google Chat bliver flyttet over i et særskilt panel til venstre for indbakken. Listen over kontaktpersoner, der er online, forsvinder således fra indbakken.
> Har du endnu ikke en Google-konto og en Gmailadresse? Se her, hvordan du opretter en Google-konto.

Sådan kommer den nye Gmail til at se ud. Det er især i venstre side, der sker ændringer med de forskellige paneler.
© GoogleIndbakken bliver desuden udstyret med nye farver og rundere kanter, som skal gøre det lettere at skelne mellem mails og funktioner.
LÆS OGSÅ: Hvor meget ved Google om dig, og hvordan sletter du det?
Nyt logo til Google Chrome
Gmail er ikke det eneste Google-relaterede produkt, der får nyt udseende. Web-browseren Google Chrome står nemlig også overfor en designmæssig forandring.
Den populære browser får således nyt logo for første gang i otte år, men hvis du forventer en revolutionerende ændring, kan du godt tro om igen.
Der er nemlig tale om en ganske lille forskel fra det gamle logo fra 2014 til det nye.
Google-designeren Elvin Hu har på Twitter løftet sløret for, hvordan det nye logo ser ud, og der er ikke sket den store forandring i det nye logo. Skyggerne fra farverne er væk, og den blå cirkel fremstår en anelse større.
LÆS OGSÅ: Microsoft advarer nu mod at hente Chrome