Opdatering Microsoft Edge

En stor opdatering er på vej til Microsofts nye Edge-browser. 

Nu får du endnu flere funktioner i Edge

Microsoft er på vej med en større opdatering til den nye udgave af browseren Edge, og især tre nyheder lover godt.

28. april 2020 af Henning Dadkhah Rasmussen

Der er en stor nyhed på vej til din pc - nemlig den helt nydesignede udgave af Windows 10-browseren Edge, som vi har skrevet om flere gange i Komputer for alle. 

Browseren sendes ud løbende til alverdens pc'er, så hvis du ikke allerede har fået den med en opdatering til Windows 10, kan du her læse, hvordan du henter den straks.

Den helt store nyhed ved Edge i ny form, er at den bygger på samme motor, Chromium, som driver Googles Chrome. 

Derfor er udvalget af udvidelser til browseren også tilsvarende stort. 

Microsoft er dog på ingen måde færdige med at videreudvikle på Edge, og om kort tid vil du modtage en opdatering til den nye Edge, som gør den til et endnu mere spændende bekendtskab. 

Og i denne opdatering er der især tre ting, vi glæder os til:

1. Hold styr på tingene med samlinger

En af de lovende nye funktioner, som er på vej, er muligheden for at oprette samlinger, hvor du samler hjemmesider om et bestemt emne. 

Hvis du har en række faner åbne om fx urter og grøntsager, kan du med et enkelt højreklik i faneområdet oprette en helt ny samling, som du fx kalder "Urtehaven". 

Heri placeres så alle dine åbne faner - eller udvalgte - og du har nu en samling med gode hjemmesider indenfor dit interesseområde.

Samlinger i Microsoft Edge

Med funktionen samlinger i Edge bliver det nemmere at overskue de mange favoritter i browseren.

2. Synkronisér faner og udvidelser

Når du er logget på Edge med din Microsoft-konto har du i forvejen mulighed for at synkronisere fx dine favoritter mellem flere enheder, men med den store opdatering til Edge, får du endnu flere muligheder for at synkronisere.

Fremover kan du nemt synkronisere de faner, du har åbne i browseren, så du let kan fortsætte læsningen på en anden pc eller på din telefon. 

Det samme gælder browser-historik og de udvidelser, du har installeret i Edge. Med de nye funktioner kan du styre på hvilke pc'er du ønsker specifikke udvidelser installeret.

Synkroniser mellem flere enheder i Edge

Nu kan du med Edge snart synkronisere faner og udvidelser mellem flere enheder, så du fx kan læse videre på mobilen.

3. Del hjemmesider med en QR-kode

De små QR-koder, som kan scannes med en mobiltelefon, er en nem og hurtig måde at få adgang til fx hjemmesider - uden at skulle taste en lang adresse.

Nu bliver QR-funktionen indbygget i Edge, så du hurtigt kan generere dine egne QR-koder og dele med andre. 

Når du har fået den store opdatering, vil du se et QR-symbol til højre for adresselinjen. Klikker du her, genereres der straks en QR-kode med hjemmesidens adresse, som du kan sende videre.

QR-koder i Edge

Med en QR-generator kan du hurtigt lave besværlige hjemmesideadresser om til koder, der kan scannes af din telefon. Det gør det lettere at dele en hjemmeside med andre.

Her på redaktionen holder vi skarpt øje med, hvornår opdateringen bliver tilgængelig. Så kan du naturligvis læse meget mere i bladet.

Måske er du interesseret i ...