Få ting er ligeså irriterende, som når hjemmesider føler sig berettigede til at sende dig konstante beskeder og notifikationer om indhold på hjemmesiden.
I nogle tilfælde dukker beskederne op i selve browseren, mens de andre gange vises på Skrivebordet i Windows, hvor de prøver at lokke dig til at klikke ind på en hjemmeside, du tidligere har besøgt.
Notifikationerne dukker kun op, hvis du selv på et tidspunkt har klikket Tillad, når hjemmesiden har spurgt om den må sende dig beskeder. Men den tilladelse kan man sagtens have givet i god tro, for det er umuligt på forhånd at kende omfanget af hjemmesiders frekvens af beskeder.
Ny sikkerhedsfunktion beskytter dig
Googles populære Chrome-browser har i et stykke tid haft en særlig sikkerhedsfunktion, hvor du kan lave et sikkerhedstjek af browseren.
Denne funktion er god til at advare dig, hvis du fx bruger koder der allerede er knækket af kriminelle, eller hvis du ikke anvender det anbefalede sikkerhedsniveau i browseren.
Nu har Chromes Sikkerhedstjek fået endnu en funktion, der forhåbentlig kan få bugt med svøben af hjemmesider, der aldrig giver dig ro med deres konstante strøm af notifikationer.
Den nye sikkerhedsfunktion scanner din historik og kigger på de hjemmesider, du har besøgt.
Hvis nogle af hjemmesiderne er kendte for at sende ekstraordinært mange notifikationer, får du en advarsel mod dem, og du får endda mulighed for at blokere hjemmesiden, så den ikke længere kan forstyrre dig.
Det er dog ikke alle, der endnu har fået den nye funktion - her på redaktionen venter vi stadig på den - men den er dukket op hos Chrome-brugere i udlandet, og vi vurderer at den også snart er at finde på din pc.
LÆS OGSÅ: 4 browsere der sikrer dit privatliv
Sådan virker den nye funktion
Når du åbner Chromes menu ved at klikke på de tre lodrette prikker øverst til højre i browseren, får du besked, hvis sikkerhedstjek-funktionen har opdaget noget væsentligt ved din sikkerhed.
Her vil også dukke en advarsel op om hjemmesider, som sender mange notifikationer.
Du vil også kunne finde samme trussel, hvis du går ind i Chromes indstillinger, vælger Privatliv og sikkerhed og klikker på Tjek nu under Sikkerhedstjek.
Dukker der en advarsel op om en eller flere hjemmesider med spam-tilbøjeligheder, har du mulighed for at blokere adgangen til at sende dig flere beskeder.
Sådan bruger du Chromes Sikkerhedstjek
Uanset om din Chrome endnu har fået den helt nye sikkerhedsfunktion eller ej, kan du allerede i dag tage et sikkerhedstjek inde i Chrome.
Sådan gør du:
- Gå ind i Chromes indstillinger ved at klikke på de tre prikker øverst til højre og vælge Indstillinger.
- Klik på Privatliv og sikkerhed i menuen i venstre side.
- Klik nu på Tjek nu for at starte sikkerhedstjekket, der undersøger om du bruger svage koder, din browser er opdateret og om du anvender de anbefalede sikkerhedsindstillinger i browseren.
- Snart vil du også kunne undersøge, om hjemmesider har tilladelse til at spamme dig med notifikationer.
LÆS OGSÅ: Få styr dine faneblade i Google Chrome