Chrome bookmarks

Hvis du bruger lidt tid på at organisere dine bogmærker i Chrome, sparer du mange timer på sigt, fordi det bliver meget lettere at finde de sider, du bruger ofte. 

Genialt trick giver plads til flere bogmærker i Chrome

Der er normalt plads til sølle 9-10 bogmærker på bogmærkelinjen i Chrome. Altså med mindre du kender vores tip, som tager fem minutter at udføre, men hjælper dig i lang tid fremover.

11. marts 2023 af Steffen Nielsen

Bogmærkelinjen i Chrome er den værktøjslinje, der viser genveje til de hjemmesider, du har valgt at gemme som bogmærker.

Disse genveje, som kaldes bogmærker eller favoritter, ligger side om side på bogmærkelinjen, hvor du kan klikke på dem for at springe direkte til den ønskede hjemmeside.

Det er en funktion, som jeg og mine kolleger bruger fere gange om dagen, så vi let kan finde de dokumenter, hjemmesider og tjenester, som vi bruger ofte.

Der er bare et problem. 

Der er kun plads til et begrænset antal bogmærker, og de bogmærker, der er tilovers "skubbes" om bag en pil yderst til højre, hvor det tager længere tid at få adgang til dem, og hvor de måske bliver glemt.

Læs også: Søg let i faner, bogmærker og tidligere besøgte sider i Chrome

Heldigvis findes der en løsning, ja faktisk et ret genialt trick, så du kan få plads til mange flere bogmærker på bogmærkelinjen. Det kræver lidt manuelt arbejde, men så har du stor glæde af det i lang tid fremover.

Sådan får du bedre plads til bogmærkerne

Du tilføjer en hjemmeside eller fane i Chrome til din bogmærkelinje ved at klikke på stjernen til højre i adressefeltet.

I det følgende går vi ud fra, at du allerede har en bogmærkelinje spækket med bogmærker - mange flere end der er plads til.

Løsningen går nu ud på at fjerne navnet fra bogmærkerne, så kun ikonerne (se såkaldte favicons) vises i linjen. Det gennemfører du således.

  1. Højreklik på et bogmærke, og klik på Rediger.
  2. I feltet Navn markerer du nu al teksten, og klikker på Delete på dit tastatur.
  3. Klik på Gem nedenfor.
  4. Nu vises bogmærket kun som et ikon på bogmærkelinjen, og du har plads til mange flere. 

Læs også: Sådan laver du bogmærker i Chrome

Bogmærker i Chrome
Spar plads:

Her har vi fjernet navnet på de sidste fem genveje, mens navnet stadig er synligt for Apple og Google. Hvis du ikke kan huske, hvad der ligger bag ikonet, kan du holde musen henover og se den url, som du har gemt. 

Bonus: Læg bogmærkerne i mapper

Du skal også være opmærksom på, at du kan gemme bogmærkerne i mapper. 

Det kan være smart af flere grunde, men især hvis du har flere bogmærker med samme ikon fx flere regneark fra Google Sheets eller flere undersider på den samme hjemmeside. 

Du opretter en mappe således.

  • Højreklik et tomt sted på bogmærkelinjen, og vælg Tilføj mappe.
  • Giv mappen et navn, og klik på Gem.
  • Nu kan du trække bogmærker over i mappen, og på den måde få endnu mere plads til bogmærker på selve bogmærkelinjen.
  • Når du næste gang skal gemme en side, kan du vælge at gemme bogmærket i en specifik mappe allerede fra start.

Læs også: Åbn alle bogmærker i Chrome eller Firefox på én gang

Der også mulighed for at trække bogmærker over i mappen 'Andre bogmærker' yderst til højre, men vi anbefaler, at du lægger de bogmærker, du oftest bruger direkte i bogmærkelinjen, hvor du altid kan se dem. 

Organiser bogmærkerne endnu bedre

Bogmærkeadministratoren er Chromes værktøj til at organisere dine bogmærker. Her kan du  flytte rundt på dem, fordele dem i mapper, omdøbe og slette dem. 

Du finder funktionen ved at gå til Chromes indstillinger (de tre prikker øverst til højre) og vælge Bogmærker efterfulgt af Bogmærkeadministrator.

Her får du et let overblik over dine bogmærker og mapper, og du kan organisere dem på kryds og tværs blot ved at trække i dem. 

Det er ganske nemt at organisere sine bogmærker, og det tager forbavsende kort tid i forhold til, hvor meget tid du sparer, når du skal finde frem til dine sider og dokumenter igen. 

Læs også: Sådan holder du styr på bogmærkerne i din browser

Måske er du interesseret i ...