USB-C-kabel - USB4 Version 2.0 standard
USB4:

USB4 Version 2.0 hedder den nye standard, der kan overføre data dobbelt så hurtigt som hidtil.

© Shutterstock

USB4: Nu kan USB-porten overføre tre spillefilm i sekundet

Den højst mulige overførselshastighed via USB-porten bliver nu fordoblet til vanvittige 80 gigabit i sekundet. Den nye standard hedder USB4 Version 2.0.

28. oktober 2022 af Morten Skeldal Østergaard

80 gigabit i sekundet. Så hurtig er den nyeste udvikling af USB-standarden kaldet USB4 version 2.0.

Det er måske lidt svært at forestille sig 80 milliarder nuller og ettaler, der sendes gennem et kabel. Men det svarer til, at der overføres cirka tre digitale spillefilm i høj opløsning - HVERT sekund.

Hidtil har 40 gigabit per sekund været grænsen for, hvor meget der kunne overføres, og den type kabler vil også kunne bruges til at overføre 80 gigabit per sekund, hvis du har udstyr, der bruger den nye standard.

USB-hastigheden kan ses på logoet

Den nye standard går under navnet USB4 version 2.0, men hastigheden vil også fremgå af USB-logoet på fx en pakke med et nyt USB-kabel.

Den høje hastighed er ikke kun en fordel, når der skal flyttes filer til og fra pc'en.

USB-kablet kan også bruges til at tilslutte en skærm, så du er klar til den dag, du vil spille på et par skærme med Ultra HD-opløsningen på 3840 x 2160 pixels. Du vil også kunne tilslutte et eksternt grafikkort, så du bedre vil kan spille på din bærbare pc.

Den nye standard kommer kort tid efter, at det blev besluttet at navngive og mærke de forskellige udgaver af USB på en ny måde. 

Du kan læse vores guide tll den nye måde at mærke USB-produkter på her.

USB-logo 40 Gbps
USB4:

Fremover vil hastigheden på USB-produkter fremgå af logoet på pakken. Hidtil har 40 Gbps været den hurtigste løsning, men nu bliver hastigheden fordoblet til 80 Gbps.

© USB-IF

Hvilken udgave af USB har min pc?

Hvis du vil se, hvilke udgaver af USB-standarden, du har i din pc, kan du bruge vores guide her til selv at undersøge det.

For at få glæde af den nye 80Gbps-hastighed, kræver det naturligvis, at både dit udstyre og USB-kablet understøtter USB4 version 2.0.

USB4 version 2.0 er en helt ny standard, som netop er blevet offentliggjort af sammenslutningen af firmaer bag USB-standarden, og der vil gå noget tid, før du kan købe de første elektroniske produkter. Sandsynligvis bliver det først engang i løbet af 2023.

Næste år vil Apple også udstyre sine iPhones med USB-C-stik, så du vil kunne bruge det samme USB-kabel til alle telefoner. Det skyldes EU-beslutning om, at alle telefoner og tablets, der bliver solgt indenfor unionens grænser skal bruge USB-C for at reducere mængden af elektronikaffald.

Måske er du interesseret i ...