Windows-opdatering narrer dig til at bruge Edge

Når du opdaterer din pc med Windows 11 i den kommende tid, vil du blive mødt af nye fuldskærmsreklamer for Microsofts søgemaskine Bing og browseren Edge. Så du skal være ekstra opmærksom for ikke at vælge forkert eller havne i et dyrt abonnement på en Microsoft-tjeneste.

Microsoft prøver at narre dig til at vælge Edge.

Der kan sikkert siges meget godt om søgemaskinen Bing og browseren Edge, men vi foretrækker nu alligevel vores ret til det frie valg.

© Shutterstock / DIA TV

Det hører bestemt ikke til undtagelserne, at Microsoft anvender luskede metoder i firmaets forsøg på at lokke kunder over på browseren Edge, søgemaskinen Bing og andre Microsoft-tjenester.

Det skrev jeg allerede om i maj 2023, i februar i år og senest i marts, da Microsoft med hidtil uhørt opfindsomhed lancerede et popup-vindue, der åbnede, når man brugte den konkurrerende Chrome-browser.

Nu er firmaet på spil igen med en ny type reklamer, der skal lokke den uopmærksomme pc-ejer væk fra blandt andet Chrome og Google og lige i armene på Microsofts egne tjenester.

> Bruger du stadig Windows 10? Så vil du også opleve store reklamer fra Microsoft i fremtiden

"Lad os afslutte opsætningen af din pc"

Det nye påfund dukker op på din skærm, når du har hentet større nye opdateringer til din pc med Windows 11.

Titlen på reklamerne, som fylder hele din skærm, er "Lad os afslutte opsætningen af din pc", og minder mest af alt om de skærme du ser, når du indstiller en helt ny computer for første gang.

På skærmene skal du tage stilling til en lang række valg, og adskillige af valgene er til stor fordel for Microsoft, hvis du får klikket et forkert sted.

Det gælder fx tilbud om at købe abonnement på skytjenesten OneDrive, firmaets Office-pakke eller at skifte til søgemaskinen Bing, så Microsoft kan høste reklamekroner på dit internetbrug.

> Læs også: Microsoft tvunget i knæ: Må vinke farvel til Edge og Bing

Her er beskederne du skal være på vagt overfor

Hvis du havde håbet på at komme hurtigt i gang med dit arbejde igen efter en større opdatering til din pc med Windows 11, bliver du skuffet.

Men hvis du ikke bruger de fornødne ekstra minutter på Microsofts nye tidsfordriv, risikerer du at få et dyrt abonnement eller en fremmed browser på halsen.

Herunder gennemgår vi de "tilbud", du skal tage stilling til, når du opdaterer Windows 11. De kommer som en del af opdateringsprocessen, så du kan ikke undgå dem eller undlade at tage stilling.

Ny opsætning af Windows 11

Det ligner samme vindue, som du møder, når du indstiller en helt ny pc. Her er der dog tale om en april-opdatering til en eksisterende pc med Windows 11 23H2, der beder dig afslutte opsætningen af din pc ved at tage stilling til en række muligheder på de følgende sider.

© WindowsLatest.com
Microsoft OneDrive abonnementstjeneste

Under opsætningen får du tilbudt at bruge lagertjenesten OneDrive til fx at lave backup af dine filer. Her skal du IKKE klikke på Continue eller Fortsæt, for så hænger du på et betalingsabonnement på Microsoft OneDrive-lagertjeneste.

© WindowsLatest.com
Køb adgang til Microsoft 365

I næste trin får du besked om, at du har gjort dig fortjent til en gratis prøveperiode på Microsofts kontorpakke. Et abonnement, som koster dig mere end 500 kroner om året. Du skal altså holde fingrene fra knappen med Continue eller Fortsæt, hvis du ikke er interesseret i at betale løbende abonnement for Office-pakken Microsoft 365.

© WindowsLatest.com
Microsoft anbefaler Edge og Bing.

Det lyder besnærende, når Microsoft foreslår dig at bruge firmaets anbefalede browser-indstillinger, men vælger du denne mulighed, får du Edge-browseren som standard og skifter til søgemaskinen Bing. Hvis du foretrækker fx Chrome-browseren og Google-søgemaskinen, skal du vælge ikke at opdatere dine indstillinger.

© WindowsLatest.com

Vær på vagt overfor flere "gode tilbud"

Du kan også risikere at få flere gode forslag fra Microsoft, når du opdaterer din pc.

Det kunne blandt andet være at forbinde din telefon med din pc via en app, som også ind imellem dukker op.

Også her kan du trygt afslå tilbuddet og komme tilbage til at bruge din pc uden yderligere forsinkelser.

Her på Komputer for alle venter vi i spænding på næste lokkemiddel fra Microsoft, og du kan naturligvis læse om det her på siden, når det sker.

> Læs også: Derfor er reklamerne på YouTube blevet meget lange