Med Windows 10 har vi været vant til, at der siden lanceringen i 2015 er kommet to årlige funktionsopdateringer til styresystemet - en i foråret og en i efteråret.
Med Windows 11 har Microsoft sagt, at der kun kommer en enkelt årlig opdatering, og den første er nu på vej til din pc, hvis du har Windows 11.
Og alt tyder på, opdateringen kommer hurtigere, end Microsoft havde lovet.
Hvornår kommer opdateringen?
Microsoft havde varslet Windows 11 22H1, som opdateringen hedder, til at lande i andet kvartal 2022. Men i et blogindlæg i sidste uge, fortalte Microsoft, at opdateringen kommer allerede her i februar.
I samme blogindlæg fortæller Microsoft også, at interessen for Windows 11 har været enorm siden lanceringen i oktober sidste år, og at de oplever færre fejl og større tilfredshed hos brugerne med Windows 11 end med alle tidligere versioner af Windows.
Læs også: Windows 11 er kommet - hvad betyder det for dig?
Brug Android-apps i Windows 11
En af de ting, som Microsoft slog på, da de lancerede Windows 11, var muligheden for at bruge Android-apps direkte i Windows 11.
Denne funktion var dog ikke med fra start, men med den nye opdatering bliver det muligt dog som det, Microsoft kalder "public preview." Det indikerer, at der fortsat er tale om en beta-version af funktionen.
Brugere, som har testet funktionen i Microsofts Insider Program fortæller, at det her er muligt at bruge et begrænset udvalg af apps, så det er formentlig også, hvad du får mulighed for med den nye opdatering.
> Læs også: Flere widgets på vej til Windows 11
Ny Media Player og opdateret Notepad
Med opdateringen introducerer Microsoft også deres nye Media Player til Windows 11. Den erstatter den udskældte Groove Music, som aldrig rigtig vandt indpas.
Med Media Player til Windows 11 kan du afspille og organisere musik og video på pc'en. Media Player til Windows 11 er designet til Windows 11s moderne look, og dermed kommer den også til at erstatte den klassiske Microsoft Media Player, som bruges i Windows 11 i dag.
Også Notepad får en Windows 11-opdatering, så design og funktionalitet passer bedre til den moderne platform. Både Media Player til Windows og Notepad får bla. mulighed for dark mode og andre mindre designjusteringer.
Proceslinjen får flere funktioner
Der har været kritik af, at den nye Proceslinje i Windows 11 ikke har så mange funktioner som tidligere. Denne får også en overhaling i den nye opdatering af Windows 11.
Forbedringerne af Proceslinjen betyder bla. mulighed for at aktivere og deaktivere lyden, ligesom vejrudsigten vender tilbage, som vi kender den fra Nyheder og Interesser i Windows 10.
Flere eksperter har desuden spået, at muligheden for at trække filer ned på genveje i Proceslinjen også er på vej tilbage. Men vi må vente at se, præcis hvilke funktioner, den nye opdatering bringer.
Derudover kommer der små visuelle ændringer og forbedringer af Windows 11 - baseret på tilbagemeldingerne fra testerne i Windows Insider-programmet.
Præcis hvornår den nye opdatering lander på din pc, ved vi ikke. Men ifølge Microsoft starter de med at rulle den ud i løbet af februar 2022.