“Min processor kører konstant på 100%, alt er ekstremt langsomt, hakkende, og jeg får fejlmeldinger alle steder.”
“Min computer er så langsom. Selv screenshot-værktøjet hakker.”
“Jeg aner ikke, hvad i alverden der er sket med den her opdatering, men den har virkelig skabt problemer på min bærbare. Langsom, hakkende og ekstremt lange svartider.”
Sådan lyder nogle af kommentarerne på internetforummet Reddit i en tråd, der handler om den nyeste Windows 11-opdatering, KB5041585.
LÆS OGSÅ: Reparer Windows Update, så du kan opdatere pc'en.
Som man kan læse, giver opdateringen massivt bøvl for mange brugere. Og det bekræftes af den tyske IT-blog Borncity.
Her lyder det, at opdateringen kan resultere i et tårnhøjt CPU-forbrug. Også selvom computeren ikke bliver udsat for specielt hårde opgaver og bare er tændt.
Og så er der også brugere, som ikke engang kan få lov til at installere opdateringen, skriver hjemmesiden Windows Latest.
Det skal du gøre, hvis du har problemer
Oplever du problemer med den nye opdatering, er der heldigvis en løsning. Det kræver blot, at du kender det såkaldte KB-nummer på opdateringen – i dette tilfælde KB5041585.
LÆS OGSÅ: Ups: Opdatering til Windows ødelægger vigtigt sikkerhedsværktøj
Når du kender KB-nummeret, skal du gøre følgende:
- Skriv opdatering i Windows's søgefelt, og klik på linket Søg efter opdateringer
- Klik nu på Vis opdateringsoversigt
- Klik på Fjern opdateringer øverst i vinduet.
- Et nyt vindue med en liste vises. Højreklik nu på en uønsket opdatering (den konkrete opdatering findes typisk lettest ved at lede efter KB-nummeret), og vælg Fjern.
- Bekræft med Ja i det næste vindue. Windows ruller nu opdateringen tilbage. Det kan blive nødvendigt at genstarte pc'en, og det vil du i givet fald få besked om.
- Når du på et senere tidspunkt igen ønsker at hente en given opdatering til computeren (hvis fx Microsoft melder, at problemet er løst), søger du dig frem til samme vindue med søgeordet "opdatering".
Nu skal du klikke på Søg efter opdateringer øverst i vinduet i Windows Update. Derved vil den fjernede opdatering dukke op, og du kan installere den forfra.
Langt fra første gang
Det er desværre langt fra første gang, at en Windows-opdatering giver brugerne både problemer og grå hår i hovedet.
LÆS OGSÅ: Nu kan du bruge Windows 10 frem til 2028
Tilbage i juli måned skrev i således om en anden Windows 11-opdatering, KB5039302, som voldte så meget ballade og postyr, at Microsoft måtte fjerne den igen.
Opdateringen resulterede for nogle brugere nemlig i, at deres computere endte i et genstart-limbo, hvor computeren blev ved med at genstarte sig selv. Og det i en sådan grad, at Microsoft til sidst fjerne opdateringen helt.