Microsoft fjerner Windows-opdatering: Kan sende din pc i limbo

En opdatering til Windows 11 har skabt så stor ballade, at Microsoft har fjernet den. Se her, hvad du skal gøre, hvis du er ramt.

Windows-opdatering giver problemer

Windows 11-opdateringen KB5039302 giver Microsoft grå hår på hovedet.

© Shutterstock/Ham patipak

Det var ikke længe, at den seneste Windows 11-opdatering, KB5039302, fik lov til at ligge tilgængelig i Windows Update.

Læs også: Reparer Windows Update, så du kan opdatere pc'en.

Dog længe nok til, at adskillige brugere installerede opdateringen. Og resultatet var, at flere oplevede en ubrugelig computer.

Opdateringen resulterede for nogle brugere nemlig i, at deres computere endte i et genstart-limbo, hvor computeren blev ved med at genstarte sig selv.

Det fik i første omgang Microsoft til at anbefale, at de berørte brugere skulle gøre følgende, hvis de oplevede problemer:

Vent til Windows 11 selv går i gendannelses-tilstand. Vælg så Troubleshoot og dernæst Advanced Options. Klik på Uninstall Updates, klik til sidst på Uninstall latest quality update.

På den måde kan de berørte brugere få afinstalleret opdateringen fra deres computer og få den til at køre normalt igen.

Nye problemer plager opdateringen

Som skrevet fik opdateringen dog ikke lov til at blive liggende længe. Efterhånden som Microsoft blev bekendt med de mange problemer, brugerne oplevede, fjernede de KB5039302, som er en valgfri opdatering.

LÆS OGSÅ: Ups: Opdatering til Windows ødelægger vigtigt sikkerhedsværktøj

Det viste sig sidenhen, at brugere, der har virtuelle maskiner, som fx CloudPC, DevBox, Azure Virtual Desktop eller VMware, installeret på deres pc'er, var årsagen til problemet.

Da Microsoft havde løst det problem, blev opdateringen igen gjort tilgængelig. Men snart var der ballede igen.

For nu rapporterer adskillige brugere, at opdateringen giver et andet problem.

Flere oplever nemlig, at KB5039302-opdateringen får proceslinjen til at forsvinde. Microsoft er opmærksomme på problemet, og arbejder dog på en løsning.

Oplever du problemer, kan du fjerne opdateringen igen. Har du adgang til WIndows, skal du bruge følgende fremgangsmåde:

  1. Skriv opdatering i Windows's søgefelt, og klik på linket Søg efter opdateringer
  2. Klik nu på Vis opdateringsoversigt
  3. Klik på Fjern opdateringer øverst i vinduet.
  4. Et nyt vindue med en liste vises. Højreklik nu på en uønsket opdatering (den konkrete opdatering findes typisk lettest ved at lede efter KB-nummeret), og vælg Fjern.
  5. Bekræft med Ja i det næste vindue. Windows ruller nu opdateringen tilbage. Det kan blive nødvendigt at genstarte pc'en, og det vil du i givet fald få besked om.