Udklip i udklipsholderen forsvinder som udgangspunkt, når du genstarter pc'en.
Det betyder, at fx en tekst, som du har kopieret til udklipsholderen, ikke længere kan indsættes, når først pc'en har været slukket eller genstartet.
Sådan fungerer Windows normalt, men med en vigtig indstilling, kan du faktisk lægge udklip permanent i udklipsholderen og dermed bruge den langt mere effektivt.
Hvad er Udklipsholder?
Udklipsholderen i Windows er et af styresystemets enkleste og mest anvendelige værktøjer.
Med CTRL + C kopierer du tekst, filer eller andre elementer til udklipsholderen, og de kan derefter sættes ind et andet sted med kommandoen CTRL + V.
Dette er basisudgaven af udklipsholderen, hvilket typisk er helt tilstrækkelig til almindeligt pc-brug.
Hvordan fungerer den udvidede udklipsholder
For nogle år siden introducerede Microsoft imidlertid en udvidet udgave af udklipsholderen, som stadig findes i dag. Fordelen ved det nye, forbedrede værktøj består i, at du nu kan gemme flere elementer i udklipsholderen samtidig.
Hvis du vil indsætte det nyeste element, taster du stadig væk CTRL + V. Taster du alternativt Windows-tast + V, åbnes et lille vindue, hvor du ser en liste over de seneste mange elementer, du har kopieret, og som du kan vælge at indsætte et andet sted.
Du kan læse mere om funktionerne i artiklen "Sådan bruger du den udvidede udklipsholder i Windows".
Det lille oversigtvindue over dine udklip er løbende blevet udvidet med andre fordele, fx får du fra vinduet adgang til Windows' Tegnoversigt med specialtegn som @, © og §.
Du kan læse mere om tegnoversigten i artiklen "Hvordan laver jeg specialtegn og symboler på pc'en?".
Smart trick: Sådan fastgør du udklip
Den udvidede udklipsholder nyder også godt af en anden funktion, som du helt sikkert vil få meget glæde af, men som mange pc-brugere slet ikke kender til.
I udklipsholderen er det nemlig muligt at fastgøre udklip, som du skal bruge igen og igen fx din adresse eller lignende.
Når du klipper på en knappenål ud for et bestemt udklip, vil dette udklip blive fastgjort i udklipsholderen. Det betyder, at udklippet altid vil være at finde i udklipsholderen. Også efter, at Windows er genstartet.
Det fastgjorte udklip kan fx bestå af faste fraser, som du bruger ofte, fx i mailkorrespondance eller i Word-dokumenter.
Pas ekstra på med personfølsomme oplysninger
Fastgjorde udklip er unægteligt smart, men du skal også være opmærksom på, at der kan være sikkkerhedsrisici.
Når du vælger at fastgøre udklip, skal du være ekstra opmærksom på, hvilke slags elementer du arbejder med i udklipsholderen. Hold dig fra kopiere/fastgøre personfølsomme oplysninger som kontonumre, CPR-numre, postadresser eller lignende.
Hvis de forkerte mennesker får adgang til din computer, vil oplysningerne ligge kompromitteret i Udklipsholder.
Få endnu bedre udklipsfunktioner
Hvis du Windows' indbyggede udklipsholder stadig ikke dækker dit behov, kan du også få et udklipsværktøj med endnu flere funktioner.
Programmet Clip Clip kan således hentes her på vores hjemmeside med en grundig guide.
Programmet tilbyder blandt andet sortering efter indholdstype i udklipsholderen og en række andre spændende funktioner.