Roaming-aggressivitet i Windows giver dig hurtigere internet

Roaming-aggressivitet er en indstilling i Windows, som de færreste kender, men som kan give dig hurtigere internet på din Windows-computer.

Roaming-aggressivitet i Windows

Døjer du med langsomt internet derhjemme, kan årsagen være, at din computer ikke skifter til det bedste netværk.

© Shutterstock

Er der noget, der kan skabe irritation i hjemmet, er det problemer med nettet: Afbrudte forbindelser, lave hastigheder og steder uden dækning er bare nogle af de ting, som kan gøre det frustrerende at være afhængig af det trådløse internet derhjemme.

LÆS OGSÅ: Skift straks disse 3 indstillinger i ny Windows 10

Heldigvis kan de fleste internetproblemer løses, hvis du bare ved, hvordan du skal gribe dem an.

En af de ting, der virkelig kan drille, er, hvis din computer ikke automatisk skifter til det hurtigste eller stærkeste netværk.

I dag har mange af os nemlig mere end ét netværk derhjemme – de fleste routere har både en 2,4-GHz- og en 5-GHz-forbindelse, og nogle sågar også en 6-GHz-forbindelse.

LÆS OGSÅ: 2,4 GHz eller 5 GHz: Er du på det hurtige frekvensbånd?

Forskellige netværk har styrker og svagheder

De forskellige forbindelser har både styrker og svagheder. Og alt efter hvad du foretager dig på computeren, og hvor du befinder dig i dit hjem, kan det være smartere at bruge det ene netværk frem for det andet.

LÆS OGSÅ: Få styr på menuen "indstillinger" i Windows 11

For at forklare forskellen bliver det en lille smule teknisk, men hæng på; radiobølger på 2,4 GHz er bedre til at trænge gennem vægge og har bedre rækkevidde, mens bølger på 5 GHz og 6 GHz giver betydelig højere hastighed.

Det kan sammenlignes med en bil: Hvor 2,4 GHz svarer til en lidt langsom bil, der dog kører langt på literen, er 5 GHz og 6 GHz mere som en sportsvogn, der kører lynhurtigt, men som ikke har lang rækkevidde.

Nogle gange har du brug for det ene, og nogle gange har du brug for det andet.

Sådan er det også med din computer, alt efter hvad du foretager dig på den, og hvor du er. Derfor er det også vigtigt, at din computer automatisk kan skifte til det bedste trådløse netværk, der er tilgængeligt.

Roaming-aggressivitet - godt gemt i indstillingerne

For at få det til at virke skal du ændre indstillingerne i den del af Windows, der kaldes for roaming-aggressivitet – noget, som de fleste almindelige computerbrugere slet ikke kender til. Det skyldes nok, at Microsoft af uransagelige årsager har gemt funktionen ekstremt godt væk i Kontrolpanelet.

Her skal du først vælge, at din computer automatisk skal søge efter andre netværk, og efterfølgende kan du så vælge at ændre roaming-aggressiviteten, så din computer automatisk skifter til den hurtigste og stærkeste forbindelse i dit hjem – og altså ikke altid er låst til det samme netværk.

Du ændrer indstilingerne for roaming-aggressivitet således:

  1. Højreklik på startknappen i Windows
  2. Klik på Enhedshåndtering
  3. Klik på den lille pil ved Netværkskort, højreklik på dit netværkskort og vælg Egenskaber
  4. Klik på fanen Avanceret
  5. I oversigten skal du nu finde Roaming-aggressivitet
  6. Ved Værdi skal du vælge Mellem-høj eller Højeste. Det betyder, at computeren hele tiden bil søge efter den bedst mulige forbindelse.
  7. Klik til sidst OK og din pc vil fremover automatisk skifte til det bedste trådløse netværk.

LÆS OGSÅ: Skjult indstilling dræner din iPhones batteri

Få hurtigere trådløst netværk

I Komputer for alle nummer 18/2023 kan du læse meget mere om ‘Roaming-aggressivitet, som altså er den indstilling i Windows, der styrer, hvor hurtigt en trådløs netværksenhed, fx din computer, skifter fra et trådløst netværk til et andet, når pc’en er inden for rækkevidde af flere netværk.

Her viser vi dig, hvordan du du bruger indstillingen og justerer den, så du får optimalt ud af dit netværk derhjemme.

Du kan også logge ind og læse artiklen "Skift altid automatisk til det stærkeste netværk" allerede nu i vores hjemmeside.