I 2021 præsenterede Microsoft stolt den nyeste udvidelse af Windows-familien: Windows 11 SE. SE står for "School Edition" og var Microsofts bud på et alternativ til Googles udbredte ChromeOS, der blandt andet også bruges i stor stil i den danske folkeskole.
Her knap fem år efter har Microsoft tilsyneladende indset, at Googles dominans er for stor - ihvertfald meddeler firmaet, at det nu er slut med flere opdateringer til Windows 11 SE.
Flere forsøg på at lave en let pc
Microsoft har taget flere tilløb til at lave en let computer, der primært skulle være webbaseret.
Med Windows 10 kaldte firmaet den lette udgave for Windows 10 S, og den havde samme formål som den nyere Windows 11 SE.
Heller ikke Windows 10 S nåede den store udbredelse, men alligevel kørte Microsoft på og lancerede Windows 11 SE en årrække senere.
Hvad er Windows 11 SE?
Windows 11 SE er et lettere alternativ til den komplette udgave af Windows 11, og Microsoft kalder selv systemet for et "web-first" system.
Altså et styresystem, hvor det ikke er meningen, at du skal installere programmer, men i stedet bruge webværktøjer til fx at skrive dokumenter og arbejde med billeder.
Hvis du vil installere programmer i Windows 11 SE, skal det primært foregå via programbutikken Microsoft Store.
På Komputer for alle har vi gennem årene hørt fra flere læsere, der uforvarende havde købt en pc med Windows 11 SE, og nu undrede sig over, at de ikke kunne installere programmer fra vores hjemmeside på deres nye computer.
Har du Windows 11 SE på din computer?
For at finde oplysninger om dit eget Windows, skal du gøre som følger i Windows 11:
- Højreklik på startknappen, og vælg Indstillinger
- Vælg nu System
- I panelet midt i vinduet ruller du ned til bunden og klikker på Om
- I afsnittet Windows-specifikationer finder du oplysninger om Windows-udgave, Windows-version, installationsdato og build
Det skal du gøre hvis du har Windows 11 SE
I oktober 2026 lander den sidste sikkerhedsopdatering til Windows 11 SE, og derfor er det risikabelt at fortsætte med at bruge systemet på din pc efter denne dato.
Microsoft meddeler, at din pc fortsat vil fungere efter dette tidspunkt, men firmaet anbefaler, at du køber en ny computer, som virker med den almindelige Windows 11.
Du kan være heldig, at din pc også virker med den almindelige Windows 11-udgave - det kan du tjekke med værktøjet PC Health Check, som du kan hente her.
Er det tilfældet, skal du installere Windows 11 helt forfra med en USB-nøgle, som vi viser her.
Alternativt kan du overveje at udstyre computeren med en gratis udgave af styresystemet Linux. Det har vi skrevet denne artikel om.




