Der findes et hav af måder, du kan tage screenshots på i Windows. Den mest kendte metode er at trykke en enkelt gang på Print Screen-knappen, men det bliver der snart lavet om på i Windows 11.
Microsoft pønser i hvert fald på at give Print Screen-knappen en ny funktionalitet i Windows 11, så den ikke længere bare tager et billede af skærmen og gemmer det i udklipsholderen.
I stedet skal Print Screen-knappen fremover åbne Microsofts speciallavede værktøj til at tage screenshots og lave videooptagelser af skærmen.
Print Screen som genvej til Klippeværktøj
Et tryk på Print Screen-knappen vil i fremtiden åbne klippeværktøjet i Windows 11. Herfra kan du vælge at tage et screenshot af hele skærmen eller udvalgte steder af skærmen, eller du kan lave en videooptagelse af skærmen.
Den nye Print Screen-knap gør det altså meget lettere at tage screenshots i Windows, da du selv bestemmer, hvilken del af skærmen, der skal tages billeder af.
I Klippeværktøj har du også mulighed for at bearbejde dit screenshot en smule, og du kan vælge, hvor du vil gemme skærmbilledet, samt om du vil dele det eller åbne det i et andet program.
Ifølge Microsoft kan du dog få den gamle funktionalitet tilbage i Print Screen-knappen ved at justere i indstillingerne i Windows 11, men meget kan ske endnu, da den nye Print Screen-knap i øjeblikket kun er i testfasen.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du nemt skærmoptagelser i Windows 11
Flere måder at tage screenshot
Det forventes ikke, at Microsoft laver om i de øvrige måder, du kan tage screenshots på i Windows. Og du er naturligvis ikke begrænset til kun at bruge Microsofts indbyggede værktøj til at tage skærmbilleder.
Mange tredjepartsprogrammer klarer opgaven bedre og giver dig flere muligheder, end Windows gør. Fx kan du med programmet Greenshot endnu lettere tage skærmbilleder og gemme dem på pc’en, til udklipsholderen eller sende dem direkte til printeren eller Paint.
Eller du kan bruge programmet ScreenRec til at optage, hvad der sker på skærmen, og efterfølgende nemt dele optagelsen med andre.
Begge programmer kan du som abonnent på Komputer for alle hente gratis i Fordelszonen, hvor der er også er udførlige vejledninger til at bruge programmerne.
> Klik her for at hente Greenshot.