Måske har du oplevet, at lyden i en app eller et program i Windows er slukket eller skruet ned. Nogle gange er løsningen at justere lydniveauet i selve app’en, men hvis det ikke nytter, skal du ind i lydmixeren i Windows.
I Windows 10 har lydmixeren været let at finde ved at højreklikke på lydikonet i proceslinjen, men i Windows 11 er sagen en anden.
Her skal du ind i systemindstillingerne og klikke dig videre dig ind under lydindstillinger og finde en særlig underkategori.
Men det bliver der lavet om på nu, for Microsoft er ved at teste en ny lydmixer, der snart bliver en del af Windows 11.
LÆS OGSÅ: Høretelefoner tester din hørelse
Få fuld kontrol over lydene i Windows
I lydmixeren i Windows 10 og 11 kan du tage den fulde kontrol over lyden på computeren. Her kan du først og fremmest styre, hvilken kilde der skal spille lyd på pc’en og fx skifte mellem højttalere og høretelefoner.
I lydmixeren kan du også styre, hvor højt lydniveauet skal være i diverse apps og programmer på pc’en. Du kan fx skrue helt ned for systemlydene i Windows eller sørge for, at lyde afspillet i Google Chrome er højere end alle andre.
I Windows 11 kan du også vælge, at nogle apps skal bruge pc’ens indbyggede højttalere, mens andre skal afspille lyde i tilsluttede høretelefoner.
LÆS OGSÅ: Få bedre lyd fra pc’ens mikrofon
Sådan bliver den nye lydmixer i Windows 11
Med den nye lydmixer til Windows 11 kan du hurtigt og nemt styre alle lydkilder- og niveauer - ligesom tilfældet er i Windows 10.
Du skal blot klikke på panelet med lyd, Wi-Fi og batteri nederst til højre i Windows 11 og klikke på ikonet for lydoutput. Her vil den nye lydmixer bliver tilføjet som underkategori, hvor du kan styre lydene på pc’en.
I øjeblikket er den nye lydmixer ved at blive testet, men det forventes, at den bliver en del af Windows 11 i en opdatering inden længe. Om der er tale om uger eller måneder vides dog endnu ikke.
LÆS OGSÅ: Sådan skifter du lydkilde i Windows 11