Det har rygtedes i krogene, men nu tager Microsoft selv bladet fra munden. Det storstilede projekt, Windows 10X, bliver alligevel ikke til noget.
Windows 10X var tænkt som et lettere og mindre ressourcekrævende styresystem end det normale Windows 10 og var særlig tiltænkt mindre kraftige computere og tablets, som skulle konkurrere med Googles Chromebooks.
Chromebooks er typisk lette, tynde og billige computere, som kan køre Googles webbrowser Chrome og Android-apps, men som ikke kan afvikle normale Windows-programmer.
Tal har tidligere på året vist, at hver tiende computer nu er en Chromebook – og det er særligt Windows, Google tager markedsandele fra.

Windows 10X var blandt andet tiltænkt pc'er med foldbare skærme i stil med Lenovo ThinkPad X1 Fold og til tablets, som bruges som pc.
© LenovoTager det bedste fra Windows 10X
Men Microsoft ændrer altså nu kurs og vil ikke længere fokusere på at sende Windows 10X på markedet. I stedet vil Microsoft arbejde på at implementere de bedste funktioner fra 10X i den normale Windows 10-udgave.
LÆS OGSÅ: Kør dine Android-apps i Windows 10
Det gælder blandt andet bedre understøttelse for apps, bedre tekst-til-tale-funktionalitet og et forbedret touch-tastatur til fx tablets.
Præcis hvornår de nye funktioner bliver en del af det normale Windows 10, har Microsoft dog endnu ikke meldt ud.
LÆS OGSÅ: Foldbare skærme er fremtidens teknologi
Ikke Microsofts første forsøg
Det er langt fra første gang, at Microsoft har forsøgt at lancere en “light”-version af Windows.
Da Microsoft sendte den første Surface-computer på markedet i 2012, var det blandt andet med muligheden for at bruge Windows RT, som var en mere begrænset version af Windows.
LÆS OGSÅ: Windows 10X: Her er Microsofts nye styresystem
I 2017 præsenterede Microsoft så Windows 10 S, som var en stærk begrænset version af Windows 10, idet der stort set kun kan installeres apps fra Windows Store på computeren, og at kun Microsofts egen browser, Edge, kan bruges som browser.

Microsoft Surface Neo var tænkt som bannerfører for det nye Windows 10X. Nu er det usikkert, om computeren overhovedet kommer på markedet.
© Microsoft