De seneste sportsresultater, vejrudsigter for dit nærområde og nyheder baseret på dine præferencer og interesser.
> Læs også: Her er Windows 10s nyeste opdatering
Det er ingredienserne i Microsofts seneste tiltag i Windows 10. Snart vil du nemlig kunne læse nyheder direkte på Skrivebordet i Windows.
Det skriver mediet Bleeping Computer.
Den nye nyhedstjeneste 'News and Interests' (Nyheder og interesser, red.) minder ifølge mediet meget om Googles pendant, Google Discover, som kuraterer nyheder til brugeren ud fra, hvad brugeren tidligere har interesseret sig for.
Microsoft har desuden en lignende tjeneste, Microsoft News, som typisk er startsiden i Microsoft Edge-browseren.
Lærer dig løbende at kende
Den nye nyhedstjeneste er allerede ude hos Microsofts 'Windows Insider'-testere, som afprøver nye funktioner og værktøjer i Windows.
> Læs også: Kvæl de langsomme startprogrammer i Windows
Nyhedstjenesten bliver løbende bedre og mere præcis i at udvælge hvilke nyhedshistorier og indhold, du er interesseret i.
Det kan den blandt andet ved, at du ved en historie kan vælge 'flere historier som denne' eller 'færre historier som denne'.
På den måde lærer nyhedstjenesten dine præferencer at kende og kan give dig mere præcist indhold. Interesserer du dig for ny teknologi, får du mange nyheder i den kategori, og interesserer du dig for sport, er det det emne, du oftest vil få nyheder om.
Du kan naturligvis også let redigere dine præferencer undervejs, ligesom Microsoft fortæller at du let kan kontrollere dine privatlivsindstillinger, hvis du ønsker det.
> Læs også: Advarsel: Fjern straks Adobe Flash Player fra din pc
Nyhedstjenesten er blot en af mange nyheder til Windows. Læs mere om, hvad du kan se frem til i Windows 10 i 2021 her.
Det er endnu uvist, hvornår nyhedstjenesten bliver en del af det almindelige Windows 10.