Har du hørt om "Sun Valley"?
Det er et stort Microsoft-projekt, som stille og roligt er ved at forberede store ændringer i Windows 10.
Det er det veletablerede medie Windows Central, der melder om Microsofts fremtidsplaner. Ifølge mediets kilde hos Microsoft vil ændringerne være særdeles gennemgribende.
Siden Windows 10's fødsel i 2015 har det ellers været sparsomt med ændringer i brugerfladen, selvom der løbende er kommet nye værktøjer til.
På overfladen har systemet stort set lignet sig selv i fem år. Men det bliver der lavet om på nu.
Stifinder bliver anderledes
Kerneværktøjet i Windows – Stifinder – er en af de områder, hvor der sættes ind hos Microsoft.
Her er der ellers kun sket minimale forandringer i de seneste mange år. Også Proceslinjen, Handlingscenter og Startmenuen vil være genstand for ændringerne, lyder meldingen.
I det store hele går ændringerne ud på at få Windows 10 til at minde mere om søstersystemet Windows 10X. Det er det styresystem, som Microsoft har specialbygget til foldbare skærme og 2-i-en-pc'er.
Windows 10X udmærker sig ved at kunne tilpasse brugerfladen alt efter, om du bruger én eller begge skærme.
Du må vente godt et år
Ifølge Windows Central vil ændringerne blive rullet ud i forbindelse med opdateringen "Cobalt", som først ventes klar sidst på året i 2021.
Microsoft har endnu ikke meldt officielt ud om de planlagte ændringer. Mens vi venter på flere detaljer om Microsofts planer for en mere fleksibel brugerflade, kan du tage et nærmere kig på den seneste halvårsopdatering, som også byder på spændende tiltag.