Da Microsoft i 2021 lancerede Windows 11, satte firmaet samtidig en dødsdato på Windows 10.
Styresystemet, som var og stadig er installeret på mange millioner pc'er verden over, ville modtage sin sidste sikkerhedsrettelse i oktober 2025, og allerede i 2022 modtog Windows 10 sin sidste store funktionsopdatering.
Spol nu tiden frem til slutningen af 2023, hvor Windows 11 endnu ikke havde nået den udbredelse, som Microsoft havde håbet på.
Nu kunne firmaet fortælle, at det ville blive muligt at holde Windows 10 kørende - mod betaling - i yderligere tre år efter 2025.
Sidste tilbud: Brug Windows 10 gratis indtil 2026
I sommeren i år skete der så en ny, vild udvikling i sagen: Microsoft bekendtgjorde, at det ville blive muligt at fortsætte med at modtage opdateringer til Windows 10 et år efter udløbsdatoen - ganske gratis.
Muligheden havde dog visse betingelser, og den reelt eneste mulighed for at køre videre med Windows 10 uden at betale for det, var at acceptere, at pc'en synkroniserede alle indstillinger via en Microsoft-konto til OneDrive.
Nu nærmer vi os oktober 2025, som er den officielle slutdato for Windows 10, og nu er den opdatering, der gør det muligt at fortsætte med Windows 10, endelig klar til din pc.
Sådan forbereder du din pc til endnu et år
Muligheden for at forlænge Windows 10 endnu et år dukker op som en besked inde i Windows Update, som du finder i pc'ens indstillinger.
Når du næste gang søger efter opdateringer til din pc med Windows 10, vil du se at opdateringen KB5065429 er klar til installation - hvis din pc ikke allerede har hentet den i det skjulte. Når den opdatering er hentet, skal du blot væbne dig med tålmodighed, indtil du præsenteres for mulighed for at forlænge Windows 10.
Microsoft oplyser, at de er begyndt at sende beskeden til vilkårlige Windows 10-pc'er i hele verden, og at alle opdaterede Windows 10-maskiner vil få muligheden i tiden op til 14. oktober.
Det er derfor ikke sikkert, at du selv ser beskeden, så snart du har hentet KB5065429 - men den bør dukke op inden udløbsdatoen.

Når du via indstillingerne søger efter opdateringer på din pc med Windows 10, vil opdateringen KB5065429 være klar - hvis den ikke allerede er hentet. Denne opdatering forbereder din pc til den magiske knap "Deltag nu" - her vist i en engelsk udgave med teksten "Enroll now". Herefter er du klar til at få præsenteret muligheden for at køre videre med Windows 10 indtil oktober 2026.

Når du har klikket på "Deltag nu" får du tre muligheder for at forlænge opdateringerne til Windows 10: 1) Du kan bruge 1.000 rewards point - et system, der ikke er tilgængeligt i Danmark, 2) Du kan betale 30 dollars til Microsoft, eller 3) du kan acceptere at gemme din pc's indstillinger på en tilknyttet Microsoft-konto. Den sidste mulighed er gratis.
Du skal være logget ind på din pc
Hvis du ikke ønsker at bruge 30 dollars på at forlænge Windows 10, skal du sørge for, at du bruger en Microsoft-konto som brugerkonto, når du logger på pc'en.
Bruger du i stedet en lokal konto, kan du nemt ændre dette ved at åbne startmenuen og klikke på dit brugernavn.
Så skal du blot acceptere at synkronisere pc'ens indstillinger med din Microsoft-konto, og så har du ro i sindet endnu et år, og kan trygt bruge Windows 10 helt frem til oktober 2026.
Læs mere om den vilde udvikling i sagen ved at klikke på linkene herunder: