Nogle gange er det bare nemmere at få sine beskeder direkte i browser-vinduet. Så er du både sikker på, at du ser dem, uden at skulle holde øje med din telefon, og du kan skrive dine svar på din computers tastatur.
Heldigvis kan du sagtens sende sms-beskeder direkte fra din internetbrowser.
Med Googles egen sms-app, Android Beskeder, kan du hurtigt oprette forbindelse fra app’en til din browser. Bare følg disse trin:
Send sms’er direkte fra din browser
1. Start i din browser
- Besøg først denne hjemmeside på din pc.
- Her bliver du mødt af QR-kode, som du skal scanne med din mobiltelefon om lidt.
- Hold skærmen åben, mens du udfører de næste trin på din Android-mobil.
2. Fortsæt på din telefon
- Nu skal du åbne app'en Android Beskeder på din telefon.
- Tryk på de tre prikker i øverste højre hjørne af skærmen og vælg Beskeder på nettet.
- Herefter bliver du bedt om at scanne QR-koden, som du fandt på pc'en i trin 1, med mobiltelefonen. (se billederne herunder, hvis du er i tvivl)
- Du klikker blot på den blå knap, hvor der står QR-kodescanner, og så kan du aflæse koden med kameraet på din mobiltelefon. Husk at acceptere, hvis QR-scanneren beder om at få adgang til dit kamera.
- Når mobilen har accepteret QR-koden er du klar til at skrive sms'er direkte i din browser.
3. Skriv dine beskeder i din browser
Når du har etableret kontakt mellem browser og mobil, kan du skrive sms-beskeder i browseren.