En ny og meget opfattende fejl i appen Coronapas har ramt på det værst tænkelige tidspunkt.
Nemlig netop som nye og strengere restriktioner er trådt i kraft og i tiden op mod jul, hvor man nu skal vise Coronapas, når man rejser med fjernbus eller tog på tværs af landet.
> Har du endnu ikke coronapas på din telefon? Så se her, hvordan du får det
Fejl i ny opdatering af Coronapas-app'en
I sidste uge blev appen Coronapas, som er en helt afgørende brik i det danske coronaberedskab, opdateret til version 1.4.4, og kort tid herefter begyndte det at vælte ind med dårlige anmeldelser af appen.
Når man på en Android-telefon åbner den nye udgave af Coronapas, blinker appen kortvarigt og lukker derefter ned. Det gentager sig hver gang man forsøger at åbne appen.
Med andre ord kan du ikke umiddelbart dokumentere, at du er vaccineret mod Covid19, er testet negativ eller har overstået sygdommen og har opnået immunitet.
Sundhedsministeriet arbejder på løsning
Sundhedsmyndighederne har erkendt de mange problemer, og skriver i flere kommentarer, at teknikerne arbejder på en løsning.
Den 17. december lå der blandt andet denne kommentar til en af de dårlige anmeldelser:
"Sundhedsministeriet 17. december 2021
Vi beklager, at du oplever problemer med appen. Der arbejdes på højtryk for at rette fejlen, som nogen oplever efter den nye opdatering, og vi takker for din tålmodighed i sagen. I mellemtiden kan du forsøge, at slette og geninstallere appen eller rydde cache og data for appen under indstillinger. Du kan fortsat hente dit coronapas på sundhed.dk."
Sådan løser du problemet
Der findes dog en løsning, som burde afhjælpe problemerne, indtil myndighederne frigiver en ny og fejlrettet udgave af appen.
- Gå ind i telefonens indstillinger og vælg Apps.
- Tryk på Coronapas i oversigten og tryk videre ind på appens lagerforbrug.
- Tryk nu på Ryd cache og Ryd data.

Hvis du har Coronapas-appen i version 1.4.4 på en Android-mobil, skal du rydde både cache og data for at få liv i appen igen.
Nu kan du gå ud af indstillingerne. Når du igen starter Coronapas-appen, burde den ikke lukke ned af sig selv.
Bemærk, at fordi du har ryddet al appens data, skal du nu oprette dit nye Coronapas forfra ved at logge ind med dit NemID.
Virker appen stadig ikke?
Hvis Coronapas-appen stadig ikke vil åbne på din telefon, kan du alligevel få adgang til dit Coronapas ved at logge på hjemmesiden sundhed.dk - eller hente appen MinSundhed i Google Play.
> Læs også: Smart app giver dig overblik over coronareglerne i hele Europa
OPDATERING 17/12 kl 15.00:
Der er netop udkommet en ny version af Coronapas-appen, hvor problemerne skulle være løst.
Du skal derfor sørge for at opdatere din Coronapas-app til version 1.4.5. Det kan du gøre ved at finde appen i Google Play og trykke på Opdater.
Virker den stadig ikke, skal du rydde cache og data samt oprette coronapasset på ny, som vi viser herover.

Det er væltet ind med negative anmeldelser af Coronapas-appen på Google Play efter opdateringen i sidste uge, der forkrøblede appen til ubrugelig tilstand. Flere brugere skriver, at opdateringen nok burde være testet bedre, og at det sker på det værst tænkelige tidspunkt.