Inde i din pc arbejder utallige elektroniske komponenter sammen i en smuk symfoni for at vise dig det på skærmen eller udføre den opgave, som du beder din pc om.
Desværre er pladsen ofte meget trang inde i en bærbar pc, og derfor har de elektroniske dele svært ved at komme af med al den varme, de genererer, når de arbejder på højtryk.
Computerens kritiske dele som processoren, grafik-processoren og hukommelsen er derfor designet til at kunne modstå en del varme, men kun til en vis grænse.
Hvis din pc's indre konsekvent ligger tæt på de magiske 100 grader, når du arbejder med tunge opgaver, slider det unødigt på komponenterne.
Et typisk indicium på en pc, som overopheder, er, at computeren ofte vil blive ustabil og få Windows til at lukke ned for at skåne komponenterne.
Oplever du ind imellem det, bør du give temperaturerne et serviceeftersyn.
Sådan tager du din computers temperaturer
Med værktøjet Libre Hardware Monitor, som du kan hente på vores hjemmeside, kan du selv holde øje med de aktuelle temperaturer inde i din pc.
Computeren er nemlig udstyret med en række sensorer, der konstant rapporterer den nuværende temperatur.
Der sidder blandt andet temperatursensorer i pc'ens processor, på grafikkortet, på harddisk og SSD og på bundkortet.
Normalt er computeren designet til selv at lukke systemet ned, hvis temperaturen bliver for høj, men du kan altså selv forebygge det scenario ved at tjekke temperaturerne i programmet.
Bank pc'ens temperatur i bund
I Komputer for alle nummer 11/2024 kan du læse en stor guide til, hvordan du forebygger at pc'ens levealder forkortes, fordi de indbyggede temperaturer er for høje.
Vi viser også, hvordan du tjekker at computerens indbyggede blæsere fungerer korrekt, og hvordan du løser problemet, hvis pc'en har tendens til at overophede.
Du kan læse artiklen "Hold øje med din pc’s blæsere - før det er for sent" her