Sådan rydder du op på din computer

Er din computer blevet langsom, eller mangler du plads til dine billeder og videoer? Så er det tid til at rydde op, og her får du hjælp til, hvordan du får mere plads og dermed en hurtigere computer.

Fyldt, langsom pc

Det kan være til stor irritation, hvis computeren er blevet langsom eller fyldt til randen med filer. Vi hjælper dig med løsningen, som er at udsætte computeren for en grundig oprydning.

© fizkes./ Shutterstock

Mange oplever, at computeren over tid bliver langsommere og fyldes med filer, der ikke nødvendigvis er brugbare.

Men med de rette værktøjer kan du nemt frigøre værdifuld plads, og hvis du gør det, vil du faktisk også opleve, at din computer bliver hurtigere.

I denne artikel viser vi, hvordan du trin for trin kan optimere din pc's ydeevne ved at rydde op på harddisken, fjerne overflødige programmer og slette dublette filer.

Find de største filer på pc'en

Oprydningsarbejdet på pc'en kan virke en smule uoverskueligt, men med hjælp fra et program kan du nemt komme i gang.

Det kan nemlig være svært at finde de filer, der fylder mest, men med programmet Filelight, sm du kan hente længere nede i denne artikel, kan du let identificere de største filer på pc'en.

Når du har fundet filerne, kan du enten slette dem fra pc'en eller overføre dem til en ekstern harddisk eller en USB-nøgle.

Slet unødvendige filer

Computeren fyldes langsomt op med filer, der reelt er ubrugelige. Det gælder fx dubletter – altså kopier af den samme fil – og såkaldte midlertidige filer.

Dubletterne kan du fjerne med programmet Fast Duplicate File Finder, der scanner pc'en grundigt for de unødvendige kopier, hvorefter du nemt kan slette dem.

De midlertidige filer fjerner du med Windows' indbyggede værktøj, som du finder i styresystemets indstillinger.

Fjern programmer fra pc'en

I takt med at du bruger computeren, installeres flere og flere programmer i Windows. Nogle programmer bruger du formentlig ofte, men der er sikkert også programmer installeret, som du aldrig bruger.

Disse programmer fylder på pc'en og kan i værste fald sløve den. Du kan nemt fjerne dem med Wise Program Uninstaller, som også sletter de filrester, programmerne efterlader.

Desuden kan du i Windows-værktøjet Joblisten stoppe ressourcetunge programmer, der sløver pc'ens opstart.

Alle programmerne kan du hente gratis her på vores hjemmeside, hvis du har abonnement på Komputer for alle.

Herunder finder du programmerne, ligesom vi viser, hvordan du bruger dem og Windows' indbyggede værktøjer til at rydde op på pc'en - og dermed få en hurtigere computer.

Trin 1: Ryd ud i programmer

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Wise Program Uninstaller. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Fjern programmer du ikke bruger

Findes der programmer på pc’en, du aldrig bruger, er det en god idé at fjerne dem. Det kan nemt gøres med programmet Wise Program Uninstaller.

1

Hent og installer Wise Program Uninstaller fra vores hjemmeside. Under Last Used ser du, hvornår du sidst har brugt hvert program 1.

2

Skal et program slettes, klikker du i firkanten ved programmet, så der kommer et flueben 2. Du kan vælge flere programmer ad gangen, hvis du har behov for det.

3

Når du har valgt de programmer, der skal fjernes, klikker du på knappen Uninstall 3 øverst til højre i programvinduet.

4

Lad fluebenene være, og klik på knappen Uninstall 4 i vinduet, der er åbnet.

5

Klik på knappen Ja 5, og følg afinstallationsvejledningerne til hvert program, du har markeret i trin 2. Vejledningerne går i gang automatisk.

6

Til sidst åbner dette vindue, og du får mulighed for at fjerne alle programrester. Klik på Vælg alt 6 og derefter Fjern 7. Genstart pc’en, og sletningen er gennemført.

Sæt en stopper for opstartsprogrammer i Windows 10

Programmer, der starter automatisk, når du tænder for computeren kan sløve pc’en og især gøre opstarten af Windows langsom. I Joblisten i Windows 10 kan du deaktivere opstartsprogrammerne.

1

Først skal du åbne Joblisten i Windows 10. Det gør du nemt ved at trykke på Ctrl + Shift + Escape på tastaturet. Når Joblisten er åbnet, klikker du på fanen Start 1.

2

Du ser en liste med computerens programmer. Står der Aktiveret 2 under Status, betyder det, at programmet automatisk starter, hver gang du tænder pc’en. Fanen Startvirkning 3 viser, hvor meget programmet påvirker opstarten.

3

Højreklik på et program med høj startvirkning 4, og klik på Deaktiver 5. Programmet vil ikke længere starte med Windows.

Slå programmernes automatiske opstart fra i Windows 11

I Windows 11 skal du bruge samme fremgangsmåde som i Windows 10 for at deaktivere opstartsprogrammerne, men menuerne ser lidt anderledes ud.

1

Begynd med at åbne Joblisten i Windows 11 ved at trykke på Ctrl + Shift + Escape på tastaturet. Klik på kategorien Startapps 1 til venstre i Joblisten.

2

Højreklik på et program 2, der er Aktiveret 3, og hvor der står Høj 4 under Startvirkning. Klik på punktet Deaktiver 5, og programmet vil ikke starte med Windows.

Trin 2: Fjern overflødige filer

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Fast Duplicate File Finder. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Find og fjern alle dubletter på pc'en

Der kan ophobe sig dubletter på pc’en, hvor den samme fil er gemt flere gange. Med programmet Fast Duplicate File Finder kan du finde alle dubletterne og slette de unødvendige kopier på et øjeblik.

1

Først henter du Fast Duplicate File Finder fra vores hjemmeside, og installerer det. Åbn programmet, og klik på Add Folder 1.

2

Skal du undersøge hele pc’en for dubletter, klikker du ud for C:- drevet 2. Vælg derefter OK 3. Du kan også vælge at undersøge en enkelt mappe ved kun at markere den.

3

Når du har valgt den mappe eller det drev, du vil scanne, klikker du på Start Scan 4.

4

Dette vindue åbner. Klik blot på OK 5, og scanningen går i gang. Det kan tage lidt tid, hvis du har valgt C-drevet som i dette eksempel.

5

En oversigt åbner. Filer, der har samme farve, er identiske 6, og hver kopi er vist med et flueben. Du kan tjekke en fil ved at klikke på den og få den vist i bunden af programmet.

6

Slet de markerede kopier ved at klikke i feltet Delete Checked Files to Recycle Bin 7 og vælge Delete checked files 8. Klik på Perform 9, og filerne bliver slettet.

Slet midlertidige filer i Windows

Midlertidige filer, der blot ligger og fylder på pc’en, kan du nemt fjerne med Windows’ eget værktøj. Her viser vi, hvordan du gør i Windows 11, men metoden er nøjagtigt den samme i Windows 10.

1

Til at begynde med højreklikker du på startknappen i Windows 2 og vælger punktet Indstillinger 2 fra højreklikmenuen, der åbner.

2

Klik på kategorien System 3 til venstre i indstillingsvinduet.

3

På siden med systemindstillinger vælger du punktet Lager 4. Windows går efterfølgende i gang med at analysere pc’ens lagerplads.

4

Klik på Midlertidige filer 5, når Windows’ analyse af lagerpladsen er overstået.

5

Du ser, hvilke midlertidige filer, du kan fjerne. Sæt flueben alle steder bortset fra Overførsler 6.

6

Klik på knappen Fjern Filer 7, og Windows går i gang med at fjerne de midlertidige filer.

7

Klik til sidst på Fortsæt 8. Filerne er nu fjernet fra pc’en, og du kan bruge den, som du plejer.

Trin 3: Flyt pc'ens største filer

Inden du går i gang med vores grundige vejledning på dansk herunder, skal du hente Filelight. Det henter du i en gennemtestet og garanteret virusfri udgave direkte her fra vores hjemmeside via linket herunder:

Sådan finder du de største filer på pc’en

Med programmet Filelight kan du finde pc’ens største filer uden selv at skulle gennemrode alle mapper på computeren.

1

Begynd med at hente Filelight fra vores hjemmeside, og installer programmet. Åbn Filelight, og klik på punktet Scan Folder 4.

2

Klik på Denne pc 2, og vælg C:-drevet 3. Klik på Vælg mappe 4 nederst til højre i vinduet. Programmet går i gang med at scanne hele C:-drevet.

3

Til venstre vises en oversigt med mappenavne 5, og til højre ser du en grafik for lagerpladsen på pc’en. Klik i den inderste røde cirkel 6 for at komme ind til de største filer.

4

Et nyt lag er åbnet. Klik igen på den inderste cirkel 7 for at gå dybere ind.

5

Til venstre ser du de mapper, der fylder mest. Klik på den øverste mappe 8, som her er mappen med hentede filer fra internettet.

6

Højreklik på den fil eller undermappe, der fylder mest 9 , og vælg Open 10.

7

Mappens eller filens placering i Stifinder er åbnet, og du kan nemt enten slette indholdet eller flytte det over på en anden lagerenhed, som vi viser i næste vejledning.

Gem de store filer på en ekstern harddisk

Du kan frigøre plads ved at flytte pc’ens største filer over på en anden enhed. Vi anbefaler, at du bruger en ekstern harddisk, da de er mere pålidelige end USB-nøgler. Metoden til at overføre filer fra Windows til harddisken er den samme i Windows 10 og 11.

1

Indsæt først en tom ekstern harddisk i pc’en. Åbn Stifinder, og find den mappe, du vil flytte til den tilsluttede harddisk. Klik på mappen 1, og tryk på Ctrl + C på tastaturet.

2

Klik på den tilsluttede harddisk i Stifinder 2. Den ligger som regel sammen med dine andre drev under Denne pc.

3

Den eksterne harddisk er åbnet. Klik i vinduet 3, og tryk på Ctrl + V på tastaturet for at indsætte den mappe, du kopierede i trin 1.

4

Mappen med dine filer er tilføjet til den eksterne harddisk 4. Du kan nu slette de tilsvarende filer på din pc, hvis du ønsker det.

Tip: Sådan gemmer du bedst filer online

De store filer kan også gemmes i et online lager. Det bedste gratis værktøj til at gemme filer online er Google Drev.

Programmet kræver blot en Google-konto, som er gratis at oprette, og derefter kan du gemme op til 15 gigabyte uden at betale en krone for lagerpladsen. Skal du bruge mere lagerplads, er der forskellige betalingsløsninger afhængig af, hvor mange ekstra gigabyte, du har brug for.

Google Drev kan hentes som program til computeren og som app til Android og iPhone. Værktøjet kan også bruges i browseren på drive.google.com. Du kan logge ind fra alle dine enheder og få nem adgang til onlinemapperne når som helst.

Google Drev fungerer dog bedst som program til pc’en, hvor det lægger sig som et drev i Stifinder.

På vores artikel Den perfekte backup af din pc kan du hente programmet til pc’en, og på samme side finder du en udførlig vejledning til at bruge værktøjet.

Magasin-artikel (PDF)

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Komputer for alle-magasinet.