Hvis du trænger til en ny computer, men går og venter på, at priserne skal falde, kommer du formentlig til at vente længe.
Vi er netop nu vidner til en exceptionel række prisstigninger på afgørende pc-komponenter, der skyldes stor efterspørgsel fra de nye datacentre, som skal understøtte den voksende udbredelse af kunstig intelligens.
Det har for nylig fået store producenter som HP, Dell, Lenovo og Xiaomi til at advare om prisstigninger på computere i fremtiden. Det skriver analyseinstituttet Bloomberg.
Store prisstigninger på vej
Der bygges datacentre som aldrig før for at imødekomme forbrugernes stigende brug af kunstig intelligens som ChatGPT, Copilot og Gemini, og disse centre kræver masser af servere og dermed pc-komponenter for at virke.
Det har øget efterspørgslen på helt almindelige dele som hukommelseschips, SSD'er og grafikkort i en grad så prisstigningerne allerede er begyndt at kunne ses herhjemme.
Pc-producenten Lenovo er begyndt at oplagre chips for at skubbe prisstigninger i den kommende tid, og analysebureauet Counterpoint Research har forudsagt, at hukommelseschips kan stige i pris med op til 50 procent allerede i anden halvdel af 2026.
Ram-producent vil kun sælge til datacentre
Den store efterspørgsel har nu også ført til den konsekvens, at ram-producenten Micron Technology har meddelt dets investorer, at det er slut med at producere pc-hukommelse til almindelige forbrugere.
Micron er især kendt for at producere den prisvenlige ram Crucial igennem 29 år, men fra februar 2026 er det slut.
Fremover vil Micron anvende hele produktionen af ram på at mætte den stigende efterspørgsel fra nye datacentre, der skal bruge hukommelseschips i pallevis.
Med en producent mindre til at fodre markedet for almindelige forbrugere, vil priserne tage et nøk opad i det kommende år.
Prisstigninger på komponenter er allerede i gang
På hjemmesiden pcpartspicker.com kan du selv få et overblik over de tidligere og aktuelle priser på forskellige komponenter til computere.
Her kan man blandt andet se, at stort set alle typer af hukommelse til computeren er gået fra dyrt til dyrere det seneste halve år, og det er formentlig en udvikling, der vil fortsætte, når Micron stopper sit salg til private, og når de nye datacentre går fra bygge- til driftsfasen.
Samme tendens kan man også se, når man kigger på SSD'er til computeren - de tal ser du ved at klikke på Storage inde på pcpartspicker.
Her er stigningen endnu ikke så voldsom som på hukommelseschips, men graferne viser, at priserne er på vej op.
Hvis du tænker, at de prisstigninger nok ikke er nået til Danmark endnu, kan du selv tage et kig inde på pricerunner.dk.
Når du klikker ind på forskellige ram-moduler og ruller ned på siden til "Prisudvikling og popularitet", kan du ved mange af produkterne se en priskurve, der er steget de seneste måneder.

Hjemmesiden pcpartpicker.com opgør løbende forbrugerprisen på de fleste komponenter til pc'er, og når man klikker ind på de forskellige typer af hukommelse - DDR4 og DDR5 i varierende størrelser - ser alle graferne ud som denne, hvor priserne har taget et kraftigt nøk opad det seneste halve år.
Overvej at fremrykke dit næste pc-køb
Hvis du selv går med tanker om at skulle opgradere din pc i løbet af 2026, kan det være en god idé at begynde at holde øje med priserne allerede nu.
Venter du blot et halvt år, kan du risikere at prisen er steget på de samme computere.
Under alle omstændigheder anbefaler vi, at du holder et ekstra vågent øje med tilbuddene til januarudsalget i 2026.
> Læs også: 5 gode råd før du køber ny computer
Ved at klikke på linkene herunder kan du læse tre aktuelle tests af pc'er - måske din næste pc er iblandt kandidaterne.





