Lenovo IdeaPad Slim 3x 15Q8X10

Lenovo IdeaPad Slim 3x er en billig Copilot+ PC med en fantastisk skærm.

Lenovo IdeaPad Slim 3x

Den glimrende fingeraftrykslæser foran tastaturet gør det muligt at logge ind i Windows på et øjeblik.

IdeaPad Slim 3x er ikke noget dårligt bud, hvis du leder efter en afløser til din gamle Windows 10-computer og gerne vil have en pc, der kan udnytte de nye muligheder for kunstig intelligens i Windows 11.

Processoren i IdeaPad Slim 3x er ikke blandt de hurtigste, men den har særlige egenskaber, der gør den egnet til kunstig intelligens, og den lever op til Microsofts krav til at kunne kalde sig en Copilot+ PC.

Det vil blandt andet sige, at du kan bruge søgefunktionen Genkald i Windows. Den gemmer løbende skærmbilleder og gør det muligt at søge i alt, hvad du tidligere har foretaget dig på pc’en – og altså ikke bare i de gemte filer på SSD’en.

Her ville det have været rart med lidt mere lagerplads end den installerede SSD på 512 gigabytes. Da vi var færdige med den indledende opsætning var der 370 gigabytes tilbage, og det var vel at mærke, inden vi havde installeret nogen programmer.

Genkald vil som udgangspunkt gerne bruge 150 gigabytes, så hvis du har mange billeder og videofiler, kan pladsen godt blive trang.

Lækker skærm

Du får en usædvanlig lækker skærm i forhold til prisen. Farverne er sprælske, og kontrasten er helt i top.

Vi kunne dog godt have undværet den blanke overflade, som har en tendens til at spejle omgivelserne. Det er især et problem, når du har tændt lyset i tastaturet, for der slipper lys ud under tasterne, og det viser sig som klare, hvide striber på skærmen.

Mange tilslutninger

I siderne har computeren et praktisk udvalg af tilslutninger. Der er fx USB-porte på begge sider, og der er også blevet plads til en HDMI-port til en ekstern skærm.

IdeaPad Slim 3x er både slank og let, og det er generelt en vellykket, lille computer.

Vi kunne dog godt have ønsket os, at strømmen blev leveret af det udbredte USB-C-stik i stedet for Lenovos eget stik. Hvis du glemmer strømforsyningen, får du svært ved at lade computeren op igen. Heldigvis kunne den i gennemsnit holde sig kørende i over ni timer på en opladning, mens vi brugte den som arbejdscomputer.

Lenovo IdeaPad Slim 3x

Lenovo IdeaPad Slim 3x 15Q8X10

Karakter: 8.5/10
Pris: 5.999 kr
Mærke: Lenovo
Testdato: 14. november 2025
8.5 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
Fantastisk skærm
Kan udnytte Windows 11's AI-funktioner
Minus
Tastelys spejler sig i skærmen
Konklusion
Lenovo IdeaPad Slim 3x er en billig, lille og let Copilot+ PC med en flot skærm.
Specifikationer
Computer
Type
Copilot+ PC
Processor
Qualcomm Snapdragon X1-26-100
Grafikkort
Qualcomm Adreno
Hukommelse (RAM)
24 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
15,1" OLED
Skærmopløsning
2560 x 1600 pixels
USB-porte
2 x USB-A, 1 x USB-C
Tilslutninger
HDMI, hovedtelefon, SD-kortlæser
Netværk
Wi-Fi 6E
Mål
34,3 x 24 x 1,8 cm
Vægt
1,5 kg
Batteritid
Cirka ni timer
Touchskærm
Nej
Styresystem
Windows 11 Home
CPU Mark
17081
2D Mark
250
3D Mark
2004
Memory Mark
3587
Disk Mark
38979
Benchmark (højest er bedst)
3403