Tilbage i marts 2024 annoncerede Warner Bros. Discovery, at streamingtjenesten Max ville komme til Danmark.
Den 21. maj blev det en realitet, og nu er de to populære streamingtjenester HBO Max og Discovery+ blevet fusioneret til én samlet streamingtjeneste under navnet Max.
Den nye tjeneste samler indhold fra HBO Max og Discovery+ under samme platform. Men hvad betyder det, og hvordan bruger du den nye tjeneste? Det får du svar på her.
LÆS OGSÅ: Hvad koster de forskellige streamingtjenester? Få overblikket her
Serier og sport på Max
På streamingtjenesten Max får du adgang til indhold fra både HBO Max og Discovery+.
Det vil sige, at du både kan se serier og film fra HBO Max, såsom Game of Thrones, Barbie, Harry Potter og Friends, samt alt underholdning fra Discovery+ på samme tjeneste.
Discovery+ er især kendt for sport, og det indhold er også flyttet over på Max. Det gælder blandt andet Tour de France og andet cykelsport, golf, Le Mans og tennis.
Det kræver dog, at du tilkøber sportspakken for 40 kroner om måneden.
Derudover kan du se alle discipliner fra OL i Paris 2024 – og det kan du med alle former for abonnementer til Max.
LÆS OGSÅ: Hvad er Chromecast?
Tv-kanaler på Max
Discovery+ gav adgang til en række tv-kanaler, og de kanaler er også en del af Max.
De danske kanaler, du kan se på Max, er Kanal 5, Kanal 4, 6’eren og Canal 9, men de kanaler får du kun adgang til med Premium-pakken.
Du kan dog også købe ekstrapakken Sport for ekstra 40 kroner om måneden og blandt andet få adgang til Eurosport 1 og Eurosport 2 med danske kommentatorer.
LÆS OGSÅ: Sådan ser du gratis film og tv på nettet med Pluto
Sådan ser du Max
Hvis du allerede har et HBO Max-abonnement, bliver dit abonnement automatisk overført til Max. Du skal blot logge ind på den nye app, og så husker den dine indstillinger som dine brugerprofiler, og hvor du er kommet til i en serie.
Har du et abonnement på Discovery+, vides det endnu ikke med sikkerhed, hvad du skal gøre. Discovery+ bliver lukket inden længe, og det forventes, at du får besked fra Max, når du skal gøre noget.
Men Warner Bros. Discovery oplyser, at Discovery+-abonnenter ikke vil blive overført til Max automatisk.
Uanset hvad skal du hente den nye app Max, for den gamle HBO Max-app bliver lukket.
Max-app’en virker med de fleste platforme heriblandt Google TV, Chromecast, Apple TV og Samsung Tizen Smart TV samt mobile enheder med Android eller iOS.
LÆS OGSÅ: Disse fejl kan ødelægge din streaming