I 10 år har det været fuld fart frem for verdens største streamingtjeneste, Netflix, der bare er vokset og vokset, og i dag både viser og producerer egne film, serier og computerspil.
Men nu går den ikke længere for Netflix, der i den seneste regnskabsmeddelelse måtte sande, at virksomheden den seneste tid har mistet 200.000 abonnenter.
Og hvad værre er, så forventer virksomheden, at det kun er toppen af isbjerget.
LÆS OGSÅ: Hvor meget koster Netflix, HBO Nordic og Viaplay?
Det lyder nemlig videre i regnskabsmeddelelsen, at Netflix forventer, at kundetallet vil falde yderligere – med to millioner – og dermed vil ende på 219,6 millioner abonnenter, mod de godt 221 millioner abonnenter, Netflix har i dag.
Netflix presset af konkurrenter
Derfor arbejder Netflix nu hen imod at tilbyde et nyt type abonnement, som skal være reklamefinansieret og dermed billigere abonnement, hvor de film og serier, du ser, vil blive afbrudt af reklamer.
LÆS OGSÅ: Netflix: 5 fede tips til bedre streamingoplevelse
Det sker for at forsøge at vinde kundernes gunst tilbage, som efterhånden får flere og flere muligheder for at vælge mellem forskellige streamingtjenester på markedet.
Her skal Netflix blandt andet konkurrere med Amazon Prime Video, Disney+ og HBO Max. Det vides dog endnu ikke, hvornår et reklamefinansieret abonnement vil være tilgængeligt, og hvordan det præcist vil virke.
Går efter gratisterne
Den seneste tid har Netflix desuden trukket overskrifter, da virksomheden har annonceret, at den vil gå efter personer, som deles om en konto.
Dette er nemlig imod virksomhedens brugerbetingelser, og betyder samtidig, at Netflix går glip af en stor, potentiel fortjeneste fra de personer, som altså deles om et abonnement i stedet for at købe deres eget.
LÆS OGSÅ: Nu er det snart slut med at bruge Netflix gratis
Det har fået Netflix til at melde ud, at det vil komme til at koste et månedligt gebyr, hvis flere personer bruger den samme konto.