Ingen af de store elektronikproducenter på verdensmarkedet vil risikere at tabe momentum i kapløbet om AI, og derfor ser vi i disse år den kunstige intelligens brede sig overalt.
Du finder kunstig intelligens i nye hårde hvidevarer, telefoner, computere, software til pc'en - og nu også i dit næste tv.
Verdens største producent af tv-apparater hedder Samsung, og nu har det sydkoreanske firma indgået et nyt samarbejde med Windows-giganten Microsoft, der betyder, at du fremover kan bruge Microsofts kunstige intelligens Copilot direkte på dit nye tv fra Samsung.
Lanceres på disse fjernsyn
I første omgang lanceres Copilot på udvalgte Smart TV'er i 2025-kollektionen - Micro RGB, Neo QLED, OLED, The Frame Pro og The Frame - og i udvalgte markeder og lande. Til at starte med i USA, England og Canada.
Du vil også støde på Copilot i nogle af Samsungs pc-skærme af typen M7, M8 og M9.
Samsung skriver, at Copilot løbende vil blive udbredt til endnu flere modeller og lande.
Nye muligheder på skærmen
Ifølge Samsung vil den nye Copilot-assistent på din tv-skærm give dig mulighed for at tale med assistenten på fjernsynets hjemmeskærm, hvorfra du kan finde underholdning i alle dine streaming-tjenester, og på livsstilshubben Daily+.
Det virker i styresystemet Tizen OS Home, som er indbygget i Samsungs nyeste fjernsynsapparater, og giver dig mulighed for at få intelligent hjælp til at finde den helt rigtige underholdning til en aften på sofaen.
Hvis du ikke er i humør til serier og film, kan du også bruge den indbyggede Copilot til at oplyse dig om sportsdetaljer eller andre af livets store spørgsmål.
Er det galt eller genialt?
Du tænker måske, at dit fjernsyn har virket fremragende, uden at der også her skal tvinges kunstig intelligens ind på skærmen.
Men faktisk kan det vise sig, at de nye muligheder for at indsnævre og finde relevant underholdning i det uoverskuelige moderne serie- og filmudbud, er så vanedannende, at vi om få år slet ikke kan forestille os en tv-oplevelse uden.
Når vi her på redaktionen alligevel forholder os afventende, skyldes det at blandt andet Samsung og LG tilbage i 2018 byggede Googles stemmeassistent, Google Assistent, ind i firmaernes nyeste tv-modeller med et løfte om en gylden fremtid på tv-fronten. Googles assistent er i dag fjernet fra begge firmaers fjernsyn.
Derfor kan du sagtens stå i en situation om et par år, hvor samarbejdet med Microsoft er slut, og Samsung derfor trækker Copilot ud af skærmene igen. Eller at Microsoft helt lukker Copilot og erstatter tjenesten med noget andet.
Ved at klikke på linkene herunder kan du læse meget mere om Microsofts kunstige intelligens Copilot.