En udbredt skepsis mod næste generations mobile datanetværk, 5G, har på det seneste ført til at telemaster er blevet afbrændt overalt i verden.
På kritiske sider på blandt andet Facebook kan man også læse, at skeptikerne mener, at der er en forbindelse mellem både corona-virus, kræft og andre dårligdomme og den nye mobile teknologi.
Alle undersøgelser har dog konkluderet, at 5G ikke udsender mere elektromagnetisk stråling end forgængerne LTE og 3G - faktisk tværtimod.
Danner et 5G-skjold om din pc
Nu har det engelske firma BioShield så lanceret en USB-nøgle, som skulle danne et skjold om dig og din pc, så de hævdede farlige 5G-stråler ikke kan nå dig.
Den kan købes på firmaets hjemmeside til knap 2.500 kroner. En lille pris at betale, hvis nøglen giver den påståede beskyttelse.
Læs også: Stor test: 5G er ganske ufarligt
Hvordan virker det?
Firmaet bruger en række videnskabelige udtryk i deres beskrivelse af USB-nøglen.
De skriver blandt andet, at den bliver aktiveret gennem "kvantum-oscillering, der får nøglen til at reharmonisere de forstyrrende frekvenser, som opstår i tågen af enheder, som kobler på 5G-netværket".
De skriver også, at USB-nøglen er en bærbar holografisk nanolags katalysator, som skal bruges i nærheden af enheder, der udstråler EMF - altså elektromagnetisk stråling.
Her på redaktionen aner vi ikke, hvad den beskrivelse betyder, men det lyder imponerende.
På BioShields hjemmeside kan man se et par illustrationer af beskyttelsen:
Ligner en USB-nøgle til 30 kroner
Det engelske sikkerhedsfirma Pen Test Partners er dog ikke helt overbevist. Ejeren Ken Munro opdagede, at man via fx Ebay kan købe en identisk USB-nøgle i Kina.
Den kinesiske udgave koster kun omkring 30 kroner og har plads til 128 MB.
Pen Test Partners købte både BioShields og den kinesiske nøgle, og skilte dem begge ad. Den eneste forskel var et klistermærke med BioShields logo, så hvis deres teknologi skulle virke, må den sidde i klistermærket. Det skriver engelske BBC.
Vil stoppe salget af USB-nøglen
Nu vil den engelske myndighed London Trading Standards sammen med det engelske politi arbejde for at få lukket hjemmesiden, hvor USB-nøglen sælges.
Stephen Knight, der er Operations Director for London Trading Standards, fortæller til BBC at de betragter virksomheden som svindel og USB-nøglen som et skruppelløst bedrageri.
Da vi skrev disse linjer var den magiske USB-nøgle dog stadig til salg i BioShields webshop.