I de gode gamle dage omkring årtusindskiftet var Nokia kendt for sine ekstremt holdbare telefoner som fx den populære Nokia 3310.
Nu markerer det finske mærke sig igen med en superhårdfør telefon, som kan tåle lidt af hvert.
Fald, stød og temperatursving er angiveligt ingen sag for Nokia XR20, hvorfor den er et godt bud på en håndværkermobil - eller til andre, som jævnligt smadrer skærmen på mobilen.
>Læs også: Sådan virker trådløs opladning på mobilen
Nokia XR20 kan holde til al slags vejr
Nokia XR20 har fået en MIL-STD-810H-certificering fra det amerikanske militær.
Det betyder, at telefonen er certificeret til at kunne klare at blive tabt fra 1,5 meters højde og holde til at ligge 30 minutter under 1,5 meter vand.
Nokia XR20 kan dog klare endnu mere og kan eksempelvis tabes fra 1,8 meter uden at gå i stykker samt holde til store temperatursving fra minus 22 til plus 55 grader, så den kan fungere både i Madrids bagende sol og på Norges snefyldte fjelde.
Udskifter smadret skærm gratis i et år
Skærmen er på hele 6,67 tommer og beskyttet med den seneste type Gorilla Glass.
Skulle uheldet alligevel være ude, kan Nokia XR20-ejere tage det roligt. Der medfølger et års garanti på skærmen og en skærmudskiftning, hvis skærmen går i stykker.
Nokia XR20 er udstyret med et batteri, der kan holde telefonen kørende i op til to dage mellem opladninger. Desuden har den 15 watt wireless charging, så du hurtigt og kabelfrit kan lade din telefon op.
Nokia XR20 fås i farverne Ultra Blue eller Granite Grey med enten 4 GB ram og 64 GB lagerplads eller 6 GB ram og 128 GB lagerplads til en vejledende pris på henholdsvis 3.899 og 4.299 kroner.
> For et par år siden relancerede Nokia deres 3310-model.Den kan du læse mere om her.