Nu kan du endelig bruge din iPhone i Windows
iPhone i Windows 11:

Med Telefonlink-app'en bliver det muligt at bruge din iPhone på Windows 11-computeren.

© Microsoft

Nu kan du endelig bruge din iPhone i Windows

Microsoft har omsider gjort det muligt at bruge iPhone i Windows. Det kræver blot en særlig app, og at du har Windows 11. Vi viser dig, hvordan du gør.

Takket være den indbyggede Windows-app Telefonlink (tidligere Din Telefon) har det i lang tid været muligt for Android-brugere at forbinde telefonen til pc’en. 

Nu er turen også kommet til iPhones.

Microsoft har nemlig endelig implementeret iOS i Telefonlink-app’en, og netop nu er funktionen ved at blive rullet ud. Det skriver Microsoft i et blogopslag.

Med implementeringen af iOS i Telefonlink kan iPhone-brugere nu også bruge computeren til at foretage og besvare telefonopkald, se notifikationer samt læse og skrive tekstbeskeder.

LÆS OGSÅ: Apple indsamler data - også når du slår det fra

Sådan kan du bruge din iPhone på pc’en

Hvis du tror, at du med den nye funktion kan bruge alle din iPhones apps på pc’en, kan du godt tro om igen. For det er relativt begrænset, hvad du egentlig kan med iPhones i Windows.

Når du har forbundet din iPhone til Windows, kan du kun bruge telefonens helt basale egenskaber: Du kan ringe, besvare opkald, læse tekstbeskeder og skrive tekstbeskeder.

Desuden vil du se notifikationer fra telefonen direkte i Windows, og du kan se din fulde kontaktliste.

Microsoft oplyser specifikt, at Telefonlink ikke vil være i stand til at svare på gruppebeskeder eller sende fotos eller videoer i beskeder.

LÆS OGSÅ: Sådan kopierer du fotos og videoer fra telefon til pc

Sådan forbinder du din iPhone til Windows

Det er ganske let at forbinde telefonen til Windows, men det kræver, at du har:

  • Windows 11
  • En Bluetooth-forbindelse 
  • Den nyeste udgave af Telefonlink-app’en
  • En iPhone med minimum iOS 14

Opfylder du disse krav, skal du blot åbne Telefonlink-app’en i Windows og vælge iPhone på startskærmen. Herefter vil en grundig trin-for-trin-vejledning begynde, som du skal følge, indtil telefonen er parret med pc’en.

Ifølge Microsoft bliver funktionen rullet ud løbende til alle Windows 11-brugere allerede nu, og til at begynde vil den understøtte 39 sprog. Hvilke sprog det helt præcist er, vides ikke.

LÆS OGSÅ: Sådan tjekker du iPhones iOS-version

Måske er du interesseret i ...