Et mobilkamera er en både fintfølende og avanceret mekanisme. Faktisk så fintfølende, viser det sig, at det kan være en rigtig dårlig ide at tage mobilen med på motorcykeltur.
De voldsomme og vedvarende rystelser, en motorcykel frembringer, kan nemlig have en negativ indflydelse på kameraet i mobilen og dermed billedkvaliteten.
Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra Apple, der på virksomhedens eget support-forum advarer mod at tage iPhone’en med på motorcykeltur.
LÆS OGSÅ: iPhone 13: Nye kameratricks og hurtig skærm
Rystelser kan vandre til kameraet
Men hvordan kan rystelserne fra en motorcykel beskadige kameraet i din iPhone? For at forstå det, må man først forstå, hvordan kameraet i en moderne smartphone virker.
Mange nyere iPhones (og andre moderne smartphones) er udstyret med OIS, som står for Optical Image Stabilization, eller optisk billedstabilisering.
LÆS OGSÅ: Slut med smartphones fra LG: Se deres vildeste telefoner her
I praksis vil det sige, at kameraet taler sammen med en række sensorer og gyroskoper, som forsøger at kompensere for de bevægelser, der kan være, når du tager et billede.
Den optiske billedstabilisering sørger altså for, at dine billeder ikke bliver rystede eller slørede, selvom kameraet ikke holdes helt stille.
Lad mobilen blive hjemme
Ifølge Apple er problemet dog, at rystelserne og bevægelser fra en motorcykel i fart kan vandre over i kamera-systemet og forvolde skade på den optiske billedstabilisering.
Problemet opstår ifølge Apple, når telefonen monteres ved hjælp af en holder ved instrumentbrættet.
Kører du ofte på motorcykel, bør du altså beholde din mobil i lommen, eller lade den bliver derhjemme.
LÆS OGSÅ: 5 kameraer og 10 x optisk zoom: Her er de vildeste nye kameratelefoner