Derfor køber jeg ikke den nye Samsung Galaxy S25

Jeg har ejet eller testet samtlige Samsung Galaxy-telefoner gennem de sidste 15 år, men der er tre gode grunde til, at jeg ikke har tænkt mig at købe den nye Samsung Galaxy S25.

Samsung Galaxy S25 UItra

Den stærkeste og dyreste model blandt de nye Samsung-telefoner er Samsung Galaxy S25 Ultra. Her får du også den smarte S-pen med, så du kan skrive håndskrevne noter direkte på skærmen.

Samsung har netop udsendt en ny generation af sine Galaxy S-serie af telefoner - Samsung Galaxy S25.

De er ganske givet blandt de bedste telefoner, du kan købe lige nu, men der er alligevel mindst tre gode grunde til, at jeg ikke har tænkt mig købe en af de nye modeller.

Jeg var for næsten 15 år siden en stolt ejer af den originale Samsung Galaxy S-telefon, og jeg har enten ejet eller testet samtlige generationer af Galaxy S-smartphones lige siden.

Jeg glæder mig skam også til at teste Samsung Galaxy S25 i et par uger, men jeg ved allerede nu, at jeg ikke kommer til købe den dyre telefon til privat brug, og det er der tre grunde til.

1. Prisen på Galaxy S25 er vanvittig høj

Den meste fristende model af den nye Galaxy-telefon er Galaxy S25 Ultra. Her får du Samsungs S-pen med i købet, så du kan tage håndskrevne noter på skærmen.

Galaxy S25 Ultra koster i skrivende stund 11.499 kroner for den billigste udgave på Samsungs hjemmeside.

Den "billige" model af Samsung Galaxy S25 Ultra har 256 gigabytes lagerplads til apps, billeder og videoer, og det er faktisk kun halvt så meget som i min egen noget billigere og halvandet år gamle kinesertelefon.

Samsung, Apple og alle de andre producenter udnytter, at der er folk, der er villige til at betale hvad som helst for at have en toptelefon i lommen.

Af samme grund får du simpelthen alt for lidt telefon for pengene, hvis du køber en af luksusmodellerne.

2. Der er sket for lidt med specifikationerne i forhold til Galaxy S24

Samsung har kun foretaget minimale ændringer i forhold til den foregående generation af Galaxy-telefoner.

Galaxy S25 har blandt andet en lidt hurtigere processor, men overordnet set får du meget mere for pengene, hvis du køber en Galaxy S24, som er faldet en del i pris i løbet af det år, der er gået siden lanceringen i 2024.

Styresystemet og den overordnede oplevelse er den samme i to telefoner, og langt det meste af hardwaren i Galaxy S25 er genbrug fra sidste års model.

Du kan selv sammenligne de to generationer på Samsung hjemmeside.

3. Der er mange gode alternativer til Galaxy S25

I de første mange år fra den første lancering i 2010 var Samsung Galaxy S-telefoner det bedste bud, hvis du ville have en Android-telefon, der kunne hamle op med Apples iPhone. Sådan er det ikke længere.

I dag findes der en vrimmel af mobilproducenter, som kan matche og indimellem også overgå Samsungs og Apples toptelefoner.

I årets første få uger er vi allerede blevet præsenteret for OnePlus 13, der byder på et batteri på solide 6.000 mAh. Selv den dyreste udgave af Samsung Galaxy S25 har kun 5.000 mAh. OnePlus 13 giver dig samtidig mere ram og mere lagerplads til en meget lavere pris.

Du kan læse vores test af OnePlus 13 her.

Så nej, jeg står ikke klar til at kaste mine sparepenge efter Samsungs nye topmobil. Jeg ser dog frem til at teste den, og den test kan du læse her på komputer.dk inden længe.