Den 6. marts i år trådte den nye EU-lov Digital Markets Act (DMA) i kraft, og det betyder blandt andet, at du nu skal foretage et valg af browser, når du indstiller en ny telefon eller nulstiller din telefon.
Tidligere har det været umuligt at ændre standardbrowseren Safari på en iPhone, og på en Android-telefon var Google Chrome valgt som standard, når du opsatte telefonen eller nulstillede styresystemet.
Helt dugfriske tal viser, at det frie valg af browser havde sin berettigelse, for der er allerede sket en sand massevandring fra producenternes egne browsere til de frie alternativer.
> Læs også: 4 browsere, som sikrer dit privatliv
Kæmpe stigning på iPhones
Allerede i de første dage efter den nye lovgivning var trådt i kraft, kunne folkene bag privatlivsbrowseren Brave berette om en stor stigning i installationer af den alternative browser på Apples enheder med iOS-styresystemet.
Netop Brave var en af de browsere, som iPhone-ejere kunne vælge mellem i den nye browser-boks, der dukkede op på iPhone og iPad, hvor man kan vælge mellem 11 af de mest downloadede browsere i det seneste år.
Ifølge Brave-firmaets egne tal steg de daglige antal downloadspå iPhone fra cirka 7.500 i januar til over 11.000 downloads i dagene efter DMA trådte i kraft den 6. marts.
Opera er også i stor fremgang
Her et stykke tid efter introduktionen af den nye fritvalgsordning for browsere kan også den norske browser Opera notere sig stor fremgang i antal downloads.
Opera er en fortrinlig gratis browser, der ligesom Chrome og Edge bygger påChromium-motoren og derudover har nogle unikke funktioner, som ikke findes i andre browsere - blandt andet indbygget VPN.
Ifølge firmaet selv har de oplevet en stigning i downloads fra iOS-enheder på 164 procent i hele EU-regionen efter den nye lovgivning.
I Frankrig er stigningen endnu vildere - her har Opera oplevet en fremgang på hele 402 procent på iOS-enheder.
For Android-enheder er stigningen i nye brugere af Opera på 54 procent, hvilket også må siges at være imponerende.
Grunden til at stigningen er større på iPhones skal nok findes i, at det hele tiden har været muligt at ændre standardbrowser på Android, mens denne funktion har været låst på iPhone hidtil.