Der findes rigtig mange tablets: iPad, Samsung Galaxy, Lenovo Tab, OnePlus Tab, Pocketbook og Google Pixel er blot nogle af de talrige tablet-mærker, du kan købe i dag.
I de første år, efter at tabletten blev introduceret, var tablet nærmest synonymt med iPad. En iPad er blot Apples tablet, men i dag er der mange gode alternativer til iPad i lavere prisklasser.
De fleste tablets ligner hinanden temmelig meget, når du ser dem i butikkerne, men du skal ikke lade dig snyde. De små apparater har kæmpe forskelle i forhold til ydeevne, lydkvalitet, billedopløsning og tilslutningsmuligheder.
Det kan dermed være lidt af en jungle at købe en ny tablet. For hvilken tablet du skal købe, afhænger i høj grad af, hvad den skal bruges til. Skal den fx købes til et barn, der skal spille spil? Eller skal du bruge din tablet til streaming, læsning og kontorarbejde?
Det er blot nogle af de spørgsmål, du skal have afklaret, før du køber en ny tablet.
Bedste tablet til børn
Er du på jagt efter en tablet til et mindre barn, kan du sagtens nøjes med en billigere eller ældre model til en bedre pris. Barnet skal formentlig primært bruge den til at se film, spille simple spil og høre musik, så du behøver ikke gå efter den nyeste iPad.
Børn lærer forbavsende hurtigt at navigere på en tablet, så det er vigtigt, at du som forælder allerede tidligt kan styre, hvad barnet må se og hvor længe, barnet må bruge tabletten. De fleste producenter har forældrekontrol i dag, ligesom du kan indstille tabletten til barnets alder, så de ikke kan se særligt indhold fx på YouTube.
Sikkerheden er naturligvis også vigtig, når du vælger en tablet til et barn. Gå efter en robust tablet eller et stødabsorberende cover, så den kan tåle at falde på gulvet. Sørg også for, at du får opdateret tabletten løbende, så den er bedst muligt beskyttet mod virus og andre digitale trusler.
Skærm og størrelse
En god skærm i en tablet er vigtig for både film, spil og læsning.
Hvis din tablet primært skal bruges af børn, kan en mindre skærm på 7-8 tommer være lettere at holde for små barnehænder. En lidt større skærm på 10-12 tommer vil give en bedre oplevelse ved film og multitasking.
Skærmens opløsning bør mindst være 1920x1200 pixels for at sikre et skarpt billede, og en IPS-skærm giver de bedste farver og betragtningsvinkler.
Ydeevne og lagerplads
En langsom tablet kan hurtigt blive frustrerende at bruge, og ingen gider at vente i evigheder på, at apps indlæser.
Vil du have en tablet, der uden videre kan afvikle de fleste standardapps, bør du som minimum gå efter en tablet med 8 GB ram. Skal den kunne endnu mere og fx køre nyere, ressourcetunge spil og værktøjer, skal du op i 16 GB ram som minimum.
Lagerpladsen i tabletten afhænger af, hvor mange apps og filer, du påtænker at fylde i den.
En lagerkapacitet fra 32 GB til 128 GB bør være tilstrækkeligt, hvis tabletten primært skal bruges af et barn. Hvis tabletten understøtter microSD-kort, kan du nemt udvide lagerpladsen senere.
Forældrekontrol og børnevenlige funktioner
Hvis tabletten skal bruges af børn, er det vigtigt, at den har gode forældrekontrolfunktioner. De kan fx sætte tidsbegrænsninger, filtrere indhold og overvåge, hvad barnet bruger tabletten til.
De fleste moderne tablets har i dag indbygget forældrekontrolsfunktioner. Det gælder fx Samsungs tablets, der har Androids forældrekontrolsfunktion. Se vores test af Samsung Galaxy Tab S10+ her og Apples iPad.
Nogle tablets, fx Amazon Fire HD 10 Kids Pro, har endda en særlig børnevenlig brugerflade, som gør det nemt for de små at bruge apparatet.
Batterilevetid og holdbarhed
Ingen gider en tablet, der løber tør for strøm midt i en film eller et spil. En god tablet bør kunne holde mindst 8-10 timer ved almindeligt brug, så den kan bruges en hel dag uden at skulle oplades konstant.
Børn, og nogle af os voksne, kan være lidt hårdhændede med elektronik, så du bør gå efter en solid byggekvalitet. Overvej en tablet med en stærk ramme, eller invester i et godt beskyttelsescover med stødabsorbering.
Nogle tablets, som visse Samsung Galaxy Tab-modeller, har endda en vis grad af vandafvisning, hvilket kan være en fordel.
Et godt bud på en solid og god tablet er OnePlus Pad 2. Se vores test af tabletten her.
Apple iPad eller Android tablet?
Skal du vælge en iPad med Apples styresystem eller en Android-tablet? Dit valg bør i høj grad afhænge af, hvilken telefon du har.
Har du en iPhone, giver det mening at vælge en iPad, da du kan genbruge dine købte apps og synkronisere data automatisk via din Apple-konto. Har du derimod en Android-telefon, vil en Android-tablet gøre det samme nemmere.
Brugerfladen vil også føles mere naturlig, hvis du vælger et system, du allerede kender. iOS-apps er ofte mere ensartede og nemmere at bruge, mens Android giver flere valgmuligheder, men kan variere afhængigt af producenten.
Prisen på tablets
Priserne på tablets i 2025 varierer meget, og hvad du skal slippe, kommer an på mærke, specifikationer og funktioner.
Apple-produkter er generelt dyrere end Androids modeller, og det gælder også tablets, men hvis du vil have en god tablet i dag, skal du forvente at bruge mere end et par tusinde kroner.
Du kan finde tablets fra omkring 1.500 kroner og helt op til 13.000 kroner. Pas på, at du ikke køber en alt for billig tablet, da prisen afspejler ydeevnen og funktionaliteten. Men du behøver heller ikke at smide hele opsparingen efter en god tablet.
Lenovos Idea Tab Pro er en glimrende tablet til godt og vel 3.000 kroner. Og omvendt er Microsofts nye Surface Pro 2 langtfra prisskiltet på 11.000 kroner værd.