En mildest talt skræmmende advarsel rammer i disse dage tusinder af Android-telefoner, og der er helt sikkert mange, der er bekymrede for, at deres telefoner er ramt af noget rigtigt slemt.
De får nemlig en melding på telefonen om, at Googles officielle app tilsyneladende er ramt af virus.
Komputer for alle har således hørt fra en håndfuld læsere, som undrer sig over advarslen på deres telefoner og efterlyser et bud på, hvad man bør foretage sig, når man oplever den.
Fortæller at Google-app har virus
Advarslen fra telefonen fortæller kort og godt, at den Google-app, de er i færd med at opdatere eller downloade, er inficeret med virus og at de ikke bør fortsætte installationen af den.
Advarslen er formuleret på fint dansk, og netop derfor virker den ekstra troværdig. Men kan det virkelig passe, at app'en Google – altså Googles søgemaskine-app – er inficeret med virus?
App'en er vel nærmest den allermest kendte og veletablerede app på mobiltelefoner med Android.
Virus skabte panik på forummer
Hvis de berørte brugere åbner den berørte Google-app på sin telefon, får de at vide, at virussen hedder TrojanSMS-PA og er yderst farlig.
De første meldinger om virusadvarslen dukkede op på diverse internet-forummer. Her var holdningen i første omgang, at der var tale om en reel virus, men efterhånden stod det klart, at der var tale om en såkaldt falsk positiv, altså en fil, der kun tilsynladende ligner en virus.
Læs også: Spinok Malware. 193-Android-apps inficereret med malware
Flere modeller ramt
Tilsyneladende er det primært telefoner fra producenterne Huawei og Honor, der er ramt af fejlen. I alt meldes det, at følgende modeller er ramt:
- Huawei P10
- Huawei P20 Pro
- Huawei P30 Pro
- Huawei P40 Pro
- Huawei Mate 20 X
- Huawei Nova 5T
- Honor Magic 5 Lite
Telefoner af mærket Vivo kan også være ramt.
Læs også: Derfor skal du overveje Android i stedet for iPhone
Sådan slipper du for advarslen
Selvom der er tale om en falsk besked, og din Huawei- eller Honor-mobil ikke er i fare, er det alligevel småstressende at se på beskeden.
Der er ingen grund til at følge advarslen og installere app'en.
Den bedste løsning – indtil pc-producenterne får rettet fejlen – er derimod at sige nej til automatiske opdateringer af Google-app'en. Det viser vi dig her:
- Søg efter app'en i Google Play Butik. Den hedder Google - Google LLC
- Klik på app'en i oversigten med resultater
- Klik nu på de tre prikker i øverst højre hjørne
- Fjern til sidst markeringen ved feltet Aktiver autoopdatering
På Huawei-enheder kan problemet desuden løses ved at fjerne og geninstallere app'en Huawei Optimizer, som er en slags sikkerheds- og styrings-app på telefonen.
Læs også: Kan man få virus på iPhone?
Huawei og Google i strid
Mediet Bleepingcomputer har spurgt Google om årsagen til fejlbeskederne, og ikke overraskende kaster Google skylden på producenterne.
Her lyder meldingen blandt andet, at Google ikke står bag fejlbeskeden, og at det lader til, at beskeden stammer fra enheder, som ikke har "official adgang til at downloade Googles apps fra Play-butikken."
Google og Huawei ligger i forvejen i strid på grund af USA og Kinas handelskrig. Ny-producerede Huawei-telefoner har således ikke lov at benytte Google apps som fx YouTube og Google Maps.
Du kan læse mere om problematikken i artiklen Google med advarsel til Huawei-ejere: Installer ikke disse apps.