Sådan bliver det sværere at hacke dig

Nye regler for cybersikkerhed skal gøre det sværere for hackere at inficere dine internetopkoblede produkter. Se her, hvordan nye EU-regler skal holde hackerne på afstand.

Krav til sikkerhed

EU vil skærpe kravene til sikkerhed i internetopkoblede produkter.

© Shutterstock

Det er kronede dage for hackere. Flere og flere produkter i vores hjem som fx køleskabe, støvsugere og musikanlæg bliver koblet til internettet, og det betyder, at hackerne får flere og flere muligheder for at infiltrere dit netværk.

Ikke nok med, at der er flere veje ind til dit netværk, men mange af de nye produkter bliver ikke holdt tilstrækkeligt ved lige i form af sikkerhedsopdateringer, hvilket gør hackerens arbejdet endnu lettere.

Nu tyder meget dog på, at livet bliver surt for de listige hackere.

I hvert fald er man i EU blevet enige om, at der skal stilles større krav til sikkerheden i både software og hardware.

LÆS OGSÅ: Sådan gør du din Android-telefon sikker

Fra køleskab til computer

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet vil stille større krav til sikkerheden i teknologi og er blevet enige om lovpakken Cyber Resilience Act, der skal skærpe sikkerheden for “produkter med digitale elementer”.

Det indbærer alle produkter, der kan kobles på internettet eller er forbundet med en internetopkoblet enhed. Fokus kommer især til at ligge på Internet of Things-produkter som fx smarte hvidevarer, smart-tv og robotstøvsugere.

Reglerne skal omfatte alle digitale produkter, der bliver solgt inden for EUs grænser, og de kommer også til at gælde for software som fx programmer til computeren.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Du er din egen største it-trussel

Producenter får tre år

Med den nye forordning bliver der strammet på reglerne for it-sikkerheden i EU, og det kan blive en udfordring for producenterne at leve op til kravene.

Derfor får virksomhederne hele tre år til at efterleve de nye regler fra, at forordningen er trådt i kraft.

Forordningen er endnu ikke trådt i endeligt i kraft, for først skal detaljerne på plads, og så skal den endelige forordning godkendes af medlemslandenes repræsentanter i EU, Europa-Parlamentet og Ministerrådet i EU, før den kan vedtages.

Allerede nu kan du gøre det sværere for hackerne at infiltrere dig med hjælp fra Komputer for alles Sikkerhedspakke.

Sikkerhedspakken består af ni af de bedste sikkerhedsprogrammer, og du kan hente den her.