Ransomware

Hvis du også modtager den ubehagelige mail, skal du ikke reagere, men blot slette den.

Politiet advarer: Reagér ikke på denne mail!

En ny bølge af ubehagelige afpresningsmails fejer netop nu over Danmark, og det får politiet til at komme med en klar advarsel.

21. januar 2020 af Henning Dadkhah Rasmussen

Så er den gal igen. 

Ifølge politiet lander en ny afpresningsmail netop i disse dage i stor stil i de danske indbakker. Det fortæller politiet via appen Mit Digitale Selvforsvar, som kan hentes til Android og iPhone.

Mailens indhold minder om tidligere sete phishing-mails, men denne gang er mailen skrevet på et forståeligt dansk, der let kommer til at virke troværdigt. 

Politiet advarer dig mod at besvare den pågældende mail.

> Læs også: 6 gode råd til at spotte spam- eller svindelmails

Sådan genkender du mailen

Hvis du modtager en mail med emnet "Vigtigt Meddelelse: Svar nu", hvor teksten starter med "Jeg er en hacker...", er du også ramt af den nye svindel.

I mailen påstår den kriminelle, at han for noget tid siden har installeret spion-programmer på din pc og derfor har kunnet følge din færden.

Han hævder desuden, at han har optaget en video af de hjemmesider, du besøger samtidig med at han har optaget video via pc'ens webcam.

De to optagelser har han efter sigende sat sammen til en kompromitterende video, som han nu truer med at sende til alle dine kontakter - med mindre du straks betaler knap 70.000 kroner i Bitcoins til hans anonyme konto.

Her kan du se et eksempel på svindel-mailen:

Phising mail

I mailen hævder hackeren at have kompromitterende optagelser med dig fra pc'ens webcam.

Sådan skal du agere, hvis du modtager mailen

Politiet fraråder, at du svarer på mailen. Det vil sandsynligvis kun optrappe afpresningen, og vil under alle omstændigheder fortælle hackeren, at nogen har set hans mail.

Mailen er masseudsendt til tusinder af adresser, og hackeren kender hverken til dig personligt eller har optagelser med dig.

Det hele er rent bluff. 

Slet straks mailen og glem alt om at den landede i din indbakke.

Og vær i øvrigt varsom med mails som denne. De dukker løbende op i indbakken i forskellige varianter. Det bedste, du kan gøre, er at ignorere og slette dem.

> Læs også: Her er de 5 mest udbredte svindelmails

Måske er du interesseret i ...