Sikkerhedseksperter har opdaget et alvorligt sikkerhedshul i en komponent, som bruges i mange Android-telefoner.
Det drejer sig om Samsung Exynos-modemmet, som er den komponent inde i telefonen, som bruges til at få forbindelse til internettet.
Det eneste, en ondsindet hacker skal bruge for at få fuld adgang til din telefon, er dit telefonnummer.
Herefter kan hackeren i princippet gøre, hvad vedkommende har lyst til med telefonen.
> Læs også: Stor test af sikkerhedsapps til mobilen - sådan beskytter du din telefon
Sikkerhedshul opdaget af Google
Fejlen findes blandt andet i Googles Pixel 6 og Pixel 7 telefoner samt en lang række telefoner fra Samsung selv inklusiv de populære Galaxy S22 og Galaxy A53.
Det er et sikkerhedshold hos Google, der har arbejdet med at undersøge sikkerhedsproblemet, og de fandt hele 18 sårbarheder i Samsung Exynos - heraf fire så alvorlige, at en hacker på afstand vil kunne overtage kontrollen over din telefon udelukkende ud fra dit telefonnummer.
Der er da også allerede udsendt en opdatering, der lukker hullet på Googles egne telefoner.
Du skal bare acceptere at installere den seneste opdatering af styresystemet, hvis du har en af de seneste Pixel-telefoner fra Google.
> Læs også: Nu kommer Googles Pixel-telefon endelig til Danmark
Disse modeller er ramt:
- Telefoner fra Samsung i disse serier: S22, M33, M13, M12, A71, A53, A33, A21s, A13, A12 og A04
- Telefoner fra Vivo i serierne: S16, S15, S6, X70, X60 og X30
- Pixel 6 and Pixel 7 serierne af telefoner fra Google
- Biler, der bruger et Exynos Auto T5123 chipset (her er problemet dog ikke så stort, da en bil ikke har et telefonnummer, som hackeren kan bruge til at få adgang.)
Sådan sikrer du din telefon
Hvis der er en sikkerhedsopdatering klar til din telefon, skal du straks acceptere, når din telefon spørger, om du vil installere den. Du kan også aktivt gå til telefonens indstillinger og se, om der er en opdatering klar.
Samsung vil sandsynligvis ligesom Google komme med en opdatering, som løser problemet, inden længe.
Ellers foreslår Google, at du slår Wi-Fi opkald og Voice-over-LTE (også kaldet VoLTE) fra i din telefons indstillinger. Du bør herefter stadig kunne foretage opkald på telefonen. De vll blot foregå via det almindelige telefonnet.
Det er generelt altid en god idé at sørge for, at telefonen har alle de nyeste opdateringer, så du ikke går glip af nye funktioner eller beskyttelse mod trusler som den mod Samsungs Exynos-modem.
> Læs også: Sådan opdaterer du apps på telefonen