Netflix var i tredje kvartal af 2022 en af de virksomheder, som ondsindede hackere misbrugte mest til at svindle os.
På listen over misbrugte firmaer figurerer også kendte mærker som Microsoft, Google og fragtfirmaet DHL.
Det fremgår af en ny opgørelse udarbejdet af sikkerhedsfirmaet Check Point Research.
Primært phishing i indbakken
Hackerne har hovedsageligt brugt Netflix og de øvrige virksomheder som led i phishing-angreb.
I denne svindelform forsøger de kriminelle fx at lokke loginoplysninger, betalingskort og lignende følsom data ud af ofrene fx gennem farlige links i e-mails.
På Check Point Researchs opgørelse over hackernes foretrukne virksomheder er Netflix at finde på femtepladsen.
LÆS OGSÅ: Pas på: Svindlerne udnytter dine tastefejl
Mange kendte mærker misbruges
Sikkerhedsfirmaet Check Point Research opdaterer løbende top 10-listen med virksomheder, der misbruges til phishing, som året skrider frem. I seneste opgørelse er der en række nytilkomne, blandt andet Netflix.
Foruden Netflix findes der flere prominente navne på listen over misbrugte brands som Microsoft, Google og Instagram.
I toppen af listen findes fragtfirmaet DHL, der er blevet udnyttet i intet mindre end 22 procent af alle phishing-tilfælde på verdensplan.
LÆS OGSÅ: Bliv advaret, hvis du taster dit kodeord et farligt sted
Hele listen over misbrugte virksomheder:
- DHL (22 %)
- Microsoft (16 %)
- LinkedIn (11 %)
- Google (6 %)
- Netflix (5 %)
- WeTransfer (5 %)
- Walmart (5 %)
- Whatsapp (4 %)
- HSBC (4 %)
- Instagram (3 %)
Falske mails lokker
Hackernes phishing-forsøg foregår primært over e-mail. Fx ses det ofte i tilfælde, hvor DHL misbruges, at du får tilsendt en mail, hvor der står, at en pakke ikke blev leveret.
I stedet opfordres du til at klikke på et link, fordi leveringsadressen skal opdateres. Linket fører dog ind på en phishing-side, hvor hackerne lokker login- og betalingsoplysninger ud af dig.
Netflix bliver misbrugt på lignende vis. Du modtager en mail, hvor der står, at betalingen af abonnementet gik galt, og at betalingsoplysningerne skal opdateres ved at følge et link i mailen.
Det link skal du dog holde dig langt væk fra. I stedet skal du slette mailen og logge manuelt ind på din Netflix-konto med dit personlige brugernavn og kodeord, hvis du er i tvivl.