Igennem længere tid er det væltet ind med mails i de danske indbakker, hvor afsenderen hævder at være en hacker, der har haft adgang til dit webcam, og at han nu er i besiddelse af kompromitterende optagelser af dig.
Selvom man måske godt ved, at sådanne optagelser umuligt kan eksistere, kan det være svært at ryste den lille rest af tvivl væk.
For hvad nu hvis en hacker eller et stykke malware virkelig har haft adgang til at kigge direkte ind i din stue?
> Læs også: Sådan tjekker du, om dit webkamera er hacket
Kameraet kan blokeres i Windows
Der findes forskellige programmer, der er beregnet til at sikre dit webcam, og du kan også i Windows' indstillinger nægte apps eller hjemmesider adgang til kameraet, men indstillingerne giver ikke altid den fornødne sikkerhed.
For kan man nu regne med at ingen hacker kan få adgang til kameraet, fordi du har ændret nogle indstillinger?
Måske gælder indstillingerne kun indtil næste sikkerhedshul i Windows bliver opdaget af entreprenante kriminelle.
Den eneste sikre metode
Hvis du vil være helt sikker på, at ingen holder øje med dig, er der derfor kun én sikker mulighed: Du skal dække det lille kameraøje på pc'en til, så en eventuel hacker bare vil se et sort billede.

Brug fx et klistermærke eller et plaster til simpelthen at dække pc'ens webcam til. Så kan ingen følge med, når du sidder ved computeren.
Bruger du aldrig pc'ens webcam, kan du dække det til med en permanent løsning som plaster, et klistermærke eller en cykellap.
Men for de fleste er et webcam godt at have, når man fx snakker med familien via Skype, og derfor vil det være smartere med en løsning, du kan fjerne og sætte på efter behov. Det kan du fx gøre med en lille, gul post-it seddel.
Du kan også købe en lille klap, som sættes fast på skærmen og nemt kan slås til og fra. Den koster 29 kroner hos AV Cables.
Det betyder, at du, næste gang du modtager en afpresningsmail, blot kan ryste på hovedet og roligt slette mailen.