Tjek om dit webkamera er hacket

Kriminelle hackere kan bruge billeder fra dit webkamera til mange forskellige formål.

© Shutterstock

Sådan tjekker du, om dit webkamera er hacket

Har du en computer med et webkamera? Så skal du være opmærksom på, om der er ubudne gæster, der kigger med. Se her hvordan du gør!

Videosamtaler er en nem og populær måde at holde kontakten til familie og venner, man ellers ikke ser så tit. 

Men desværre er webkameraer også populære mål for kriminelle hackere.

Billederne fra et webkamera kan bruges til mange forskellige kriminelle formål. Fx kan hackerne håbe på at fange dig i en komprommiterende situation, og derefter forsøge at bruge optagelserne til at afpresse dig.

I den mere avancerede afdeling, kan et godt billede af dit ansigt måske bruges til at låse din telefon op, hvis du har slået den funktion til.

Vi har samlet et par råd til, hvordan du ser, om dit kamera er blevet hacket, og hvad du stiller op, hvis det er.

1. Tænder webkameraet af sig selv?
2. Får du mærkelige beskeder?
3. Brug Who Stalks My Cam

1. Tænder webkameraet af sig selv?

Et webkamera skal kun være tændt, når du selv har bedt det om at tænde, eller når du åbner et program, som fx Skype, der automatisk tænder dit webkamera.

Derfor er det en klar indikation om, at et ukendt program bruger dit webkamera, hvis det pludselig er tændt af sig selv. 

Der er et par ting, der hurtigt afslører, om dit webkamera er tændt:

  • Lampen lyser. Der er næsten altid en lille lampe på dit kamera - eller ved siden af det indbyggede kamera på din bærbare pc - hvis denne lampe pludselig blinker eller ændrer farve, er dit kamera sikkert tændt.
  • Nyere kameraer har mere avancerede funktioner, som gør, at de fx kan dreje sig automatisk eller zoome helt ind på ting. Hvis dit kamera pludselig begynder at bevæge sig af sig selv, bør du sikre dig, at der ikke er et program, der har uautoriseret adgang til det.
webkamera

Blinker lampen på dit webkamera, er det et sikkert tegn på, at dit kamera er i brug - enten af dig eller en anden.

© phylevn

2. Får du mærkelige beskeder?

Du skal dog ikke altid regne med, at du kan se på webkameraet, om det er tændt. 

Nogle hackere er nemlig snedige nok til fx at slå lampen fra, så den ikke afslører, at kameraet er i brug. I disse tilfælde kan du dog stadig opdage, at kameraet er blevet hacket:

Hvis du prøver at tænde dit webkamera i Windows, og du får en besked om, at kameraet allerede er tændt, skal du straks undersøge, hvilket program, der kan bruge det.

Ved at åbne Jobliste - tryk på Ctrl+Alt+Del og vælg Jobliste - kan du se alle de programmer, der er åbne. 

Luk programmerne ét efter et for at se, om et af dem bruger dit webkamera. Tryk evt. på Flere Oplysninger nederst for at se flere oplysninger om, hvad din pc foretager sig lige nu. 

Får du stadig besked om, at kameraet er i brug, så prøv en grundig scanning for virus.

webkamera

I Windows' Jobliste kan du nemt se, om dit kamera er i brug, og hvilke programmer, der bruger det.

3. Brug Who Stalks My Cam

Vil du hellere bare lade et program overvåge, om ukendte programmer prøver at få adgang til dit webkamera? Så er der heldigvis også mulighed for det.

Who Stalks My Cam er et lille program, der kører tavst i baggrunden på din computer, men kommer til live, hvis det registrerer, at nogen bruger dit webkamera - så får du en hurtig besked, hvor du nemt kan blokere adgangen til kameraet.

Who stalks my cam?

Med programmet Who Stalks My Cam kan du nemt opdage og lukke programmer, der bruger dit webkamera.

Måske er du interesseret i ...